Eventyr og historier af H.C. Andersen
Liste over eventyr (Side 6)
113 En rose fra Homers grav
I alle orientens sange klinger nattergalens kærlighed til rosen; i de tavse, stjerneklare nætter bringer den bevingede sanger sin duftende blomst en serenade. Ikke langt fra Smyrna, under de høje plataner, hvor købmanden driver sine belæssede kameler, der hæver stolt deres lange hals og træder klodset på en jord, som er hellig, så jeg en blomstrende rosenhæk, vilde duer fløj mellem de høje træers grene, og deres vinger skinnede, idet en solstråle gled hen over dem, som var de et perlemor. På rosLæs historien → 114 En historie
I haven var alle æbletræerne sprunget ud, de havde skyndt sig med at få blomster før de fik grønne blade, og i gården var alle ællingerne ude og katten med, han slikkede rigtignok solskin, slikkede den af sin egen pote; og så man hen ad marken, da stod kornet så mageløst grønt, og der var en kvidren og kvinkeleren af alle de små fugle, ligesom om det var en stor fest, og det kunne man da også sige at det var, for det var søndag. Klokkerne ringede, og folk i deres bedste klæder gik til kirke og sLæs historien → 115 Den stumme bog
Ved landevejen inde i skoven lå en ensom bondegård, man kom lige gennem gårdsrummet; solen skinnede der, alle vinduer stod åbne, liv og røre var der indenfor, men i gården, i en løvhytte af blomstrende syrener, stod en åben ligkiste; den døde var sat herud, denne formiddag skulle han begraves; ingen stod og så sørgende på den døde, ingen græd over ham, hans ansigt lå tildækket med et hvidt klæde, og under hans hoved var lagt en stor, tyk bog, hvis blade hvert var et helt ark gråt papir, og melleLæs historien →
117 Tepotten
Der var en stolt tepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre. Kopper, fløde- og sukkerskål, den hele teopstilling ville nok mere huske på lågets skrøbelighed og tale om den, end om den gode hank og den udmærkede tud; det vidste tepotten. Jeg keLæs historien → 118 Folkesangens fugl (En stemning)
Det er vintertid; jorden har et snelag, som var det marmor, hugget ud af fjeldet: Luften er høj og klar, vinden skarp som et dværgesmedet sværd, træerne står som hvide koraller, som blomstrende mandelgrene, her er friskt som på de høje alper. Dejlige er natten med nordlysblink og talløse funklende stjerner. Stormene kommer, skyerne løfter sig, ryster svanedun; snefnuggene fyger, dækker hulvej og hus, den åbne mark og de lukkede gader. Men vi sidder i den lune stue, ved den blussende kakkelovn, oLæs historien → 126 Moster
Du skulle have kendt moster! hun var yndig! ja, det vil sige, hun var slet ikke yndig, som man forstår ved at være yndig, men hun var sød og rar, morsom på sin måde, rigtig til at snakke om, når der skal snakkes og gøres lystig over en, hun var til at sætte lige ind i en komedie, og det ene og alene fordi hun levede for komediehuset og hvad der rører sig derinde. Hun var så hæderlig, men agent Fab, som moster kaldte Flab, kaldte hende komediegal. Teatret er min skolegang! sagde hun, min kundskabLæs historien → 127 Skrubtudsen
Brønden var dyb, derfor var snoren lang; vinden gik trangt om, når man skulle have spanden med vand over brøndkanten. Solen kunne aldrig nå ned at spejle sig i vandet, hvor klart det end var, men så langt den nåede at skinne, voksede grønt mellem stenene. Der boede en familie af skrubtudseslægten, den var indvandret, den var egentlig kommet der hovedkulds ned ved gamle skrubtudsemor, som levede endnu; de grønne frøer, som langt tidligere var hjemme her og svømmede i vandet, erkendte fætterskabetLæs historien → 130 Nissen og madammen
Nissen kender du, men kender du madammen, gartnerens madam? Hun havde læsning, kunne vers udenad, ja med lethed skrive dem selv; kun rimene, klinkningen, som hun kaldte det, voldte hende lidt besvær. Hun havde skrivegave og talegave, hun kunne godt have været præst, i det mindste præstekone. Jorden er dejlig i sin søndagskjole! sagde hun, og den tanke havde hun sat i stil og klinkning, sat den i en vise, så skøn og lang. Seminaristen hr. Kisserup, navnet gør ikke til sagen, var søskendebarn og iLæs historien → 131 Peiter, Peter og Peer
Det er utroligt alt, hvad børn i vor tid ved! man ved næsten ikke mere, hvad de ikke ved. At storken har hentet dem fra brønden eller mølledammen og bragt dem som små til fader og moder, er nu så gammel en historie, at de ikke tror på den, og det er dog den eneste rigtige. Men hvorledes kommer de små i mølledammen og brønden? Ja, det ved ikke enhver, men nogle ved det dog. Har du rigtig betragtet himlen i en stjerneklar nat, set de mange stjerneskud, det er som en stjerne faldt og forsvandt! DeLæs historien → 134 Marionetspilleren
Der var på dampskibet en gammelagtig mand, med et så fornøjet ansigt, at, løj det ikke, da måtte han være det lykkeligste menneske på jorden. Det var han også, sagde han; jeg hørte det af hans egen mund; han var dansk, var min landsmand og rejsende teaterdirektør. Hele personalet havde han med, det lå i en stor kasse; han var marionetspiller. Hans medfødte gode humør, sagde han, var blevet lutret af en polyteknisk kandidat, og ved det eksperiment var han blevet fuldkommen lykkelig. Jeg forstod hLæs historien → 135 Ugedagene
Ugedagene ville også engang slå sig løs, komme sammen og holde gilde. Hver dag var i øvrigt så optaget, at de, året rundt, ikke havde fritid at råde over; de måtte have en aparte hel dag, men den havde de da også hvert fjerde år: Skuddagen, der lægges i februar for at bringe orden i tidsregningen. På skuddagen ville de altså komme sammen til gilde, og da februar er fastelavnsmåned, ville de komme karnevalsklædte efter hvers fornemmelse og bestemmelse; spise godt, drikke godt, holde taler og sigeLæs historien → 137 Laserne
Uden for fabrikken stod i stakke højt opstablede kludebunker, samlet vidt og bredt fra; hver las havde sin historie, hver førte sin tale, men man kan ikke høre dem alle sammen. Nogle laser var indenlandske, andre var fra fremmede lande. Her lå nu en dansk las op til en norsk las; pæredansk var den ene, og ravnorsk var den anden, og det var det morsomme ved de to, vil hver fornuftig norsk og dansk sige. De kendte nu hinanden på sproget, uagtet hvert af disse, sagde den norske, var så forskelligt,Læs historien → 
