Sneemanden

Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det! sagde snemanden. Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor! det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne! Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder. Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne. Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft. Der har vi hende igen fra en anden kant! sagde snemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igen. Jeg har vænnet hende af med at glo! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv.
9.2/10 - 79 stemmer






H.C. Andersens bedste eventyr














Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.