Den standhaftige tinsoldat

Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det ord: Tinsoldater! Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne; han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok; dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig. På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj; men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø; svaner af voks svømmede derpå og spejlede sig.
9/10 - 421 stemmer






H.C. Andersens bedste eventyr












Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.