H.C. Andersens bedste eventyr
H.C. Andersen (Side 2)
26De røde sko
Der var en lille pige, så fin og så nydelig, men om sommeren måtte hun altid gå med bare fødder, for hun var fattig, og om vinteren med store træsko, så at den lille vrist blev ganske rød og det så grueligt. Midt i bondebyen boede den gamle Mor Skomagers, hun sad og syede, så godt hun kunne det, af røde, gamle klædestrimler et par små sko, ganske kluntede, men godt ment var de, og dem skulle den lille pige have. Den lille pige hed Karen. Just den dag hendes moder blev begravet fik hun de røde sko og havde dem første gang på; det var jo rigtignok ikke noget at sørge med, men hun havde nu ingenLæs historien → 27Holger Danske
Der er i Danmark et gammelt slot, som hedder Kronborg, det ligger lige ud i Øresund, hvor de store skibe hver dag sejler forbi i hundredvis, både engelske, russiske og prøjsiske; og de hilser med kanoner for det gamle slot: bum! og slottet svarer igen med kanoner: bum! for således siger kanonerne goddag! mange tak! – Om vinteren sejler der ingen skibe, så ligger alt med is lige over til det svenske land, men det er ordentlig ligesom en hel landevej, der vajer det danske flag og det svenske flag, og danske og svenske folk siger hinanden: goddag, mange tak! men ikke med kanoner, nej med venligtLæs historien → 28De vilde svaner
Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elve sønner og én datter, Elisa. De elve brødre, prinser var de, gik i skole med stjerne på brystet og sabel ved siden; de skrev på guldtavle med diamantgriffel og læste lige så godt udenad, som indeni; man kunne straks høre, at de var prinser. Søsteren Elisa sad på en lille skammel af spejlglas og havde en billedbog, der var købt for det halve kongerige. Oh, de børn havde det så godt, men således skulle det ikke altid blive! Deres fader, som var konge over hele landet, giftede sig med en ond dronninLæs historien → 30Skrubtudsen
Brønden var dyb, derfor var snoren lang; vinden gik trangt om, når man skulle have spanden med vand over brøndkanten. Solen kunne aldrig nå ned at spejle sig i vandet, hvor klart det end var, men så langt den nåede at skinne, voksede grønt mellem stenene. Der boede en familie af skrubtudseslægten, den var indvandret, den var egentlig kommet der hovedkulds ned ved gamle skrubtudsemor, som levede endnu; de grønne frøer, som langt tidligere var hjemme her og svømmede i vandet, erkendte fætterskabet og kaldte dem brøndgæsterne. Disse havde nok i sinde at blive der; de levede her meget behageligt pLæs historien →
31Fra et vindue i Vartov
Ud til den grønne vold, der går rundt om København, ligger en stor, rød gård med mange vinduer, i dem vokser balsaminen og ambratræet; fattigt ser der ud derindenfor, og fattige gamle folk bor der. Der er Vartov. Se! op til vindueskarmen læner sig en gammel pige, hun plukker det visne blad af balsaminen og ser ud på den grønne vold, hvor lystige børn tumler sig; hvad tænker hun på? Et livs drama ruller op for tanken. De fattige små, hvor lykkeligt de leger! hvilke røde kinder, hvilke velsignede øjne, men hverken sko eller strømper har de på! de danser på den grønne vold der, hvor sagnet fortælLæs historien → 33Sneglen og rosenhækken
Rundt om haven var et gærde af nøddebuske, og udenfor var mark og eng med køer og får, men midt i haven stod en blomstrende rosenhæk, under den sad en snegl, den havde meget i sig, den havde sig selv. Vent til min tid kommer! sagde den, jeg skal udrette noget mere, end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk, som køer og får! Jeg venter grumme meget af den! sagde rosenhækken. Tør jeg spørge, når kommer det? Jeg giver mig tid! sagde sneglen. De har nu så meget hastværk! det spænder ikke forventningerne! Næste år lå sneglen omtrent på samme sted i solskinnet under rosentræet, der satLæs historien → 34Sølvskillingen
Der var en skilling, den kom blank fra Mønten, sprang og klang, hurra! nu skal jeg ud i den vide verden! og det kom den. Barnet holdt fast på den med varme hænder og den gerrige med kolde, klamme hænder; den ældre vendte og drejede den mange gange, mens ungdommen straks lod den løbe videre. Skillingen var af sølv, havde meget lidt kobber i sig og var allerede et helt år ude i verden, det vil sige, ude omkring i det land, hvor den var møntet; så kom den på rejse ud af landet, den var den sidste af landets mønt, der blev tilbage i pengepungen, dens rejsende herre havde med, han vidste ikke selv,Læs historien → 36Stoppenålen
Der var engang en stoppenål, der var så fin på det, at hun bildte sig ind, at hun var en synål. Ser nu bare til, hvad I holder på! sagde stoppenålen til fingrene, der tog den frem. Tab mig ikke! falder jeg på gulvet, er jeg i stand til aldrig at findes igen, så fin er jeg! Der er måde med! sagde fingrene og så klemte de hende om livet. Ser I, jeg kommer med suite! sagde stoppenålen og så trak den en lang tråd efter sig, men som dog ikke havde knude. Fingrene styrede nålen lige mod kokkepigens tøffel, hvor overlæderet var revnet og nu skulle det syes sammen. Det er et nedrigt arbejde! sagde stoLæs historien → 37Vanddråben
Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der springer mellem hverandre, og de er så glubende, de river arme og ben, ender og kanter af hverandre og dog er de glade og fornøjede, på deres måde. Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for det hed han. HLæs historien → 38Verdens dejligste rose
Der var en mægtig dronning, i hvis have fandtes de dejligste blomster for enhver af årets tider og fra alle verdens lande, men især var det roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest forskellige arter, lige fra den vilde hæk med de æbleduftende grønne blade til Provences skønneste rose, og de voksede op ad slottets mure, slyngede sig om søjlerne og vindueskarmene, ind i gangene og hen ad loftet i alle sale; og roserne vekslede i duft, form og farve. Men sorg og bedrøvelse boede herinde; dronningen lå på sin sotteseng og lægerne forkyndte, at hun måtte dø. Det er dog en frelLæs historien → 39Hønse-Grethes familie
Hønse-Grethe var det eneste bosiddende menneske i det ny stadselige hus, der var bygget for hønsene og ænderne på herregården; det stod, hvor den gamle ridderlige gård havde stået, med tårn, takket gavl, voldgrav og vindebro. Tæt ved var et vildnis af træer og buske; her havde haven været, og strakt sig ned til en stor sø, som nu var mose. Råger, krager og alliker fløj med skrig og skrål hen over de gamle træer, en myldrende mængde fugle; de mindskedes ikke, om man skød imellem dem, de tog snarere til. Man kunne høre dem lige ind i hønsehuset, hvor Hønse-Grethe sad og ællingerne løb hende overLæs historien → 40Paradisets have
Der var en kongesøn, ingen havde så mange og så smukke bøger som han; alt hvad der var sket i denne verden kunne han læse sig til og se afbildet i prægtige billeder. Hvert folk og hvert land kunne han få besked om, men hvor Paradisets have var at finde, derom stod der ikke et ord; og den, just den var det, han tænkte mest på. Hans bedstemoder havde fortalt ham, da han endnu var ganske lille, men skulle begynde sin skolegang, at hver blomst i Paradisets have var den sødeste kage, støvtrådene den fineste vin; på en stod historie, på en anden geografi eller tabeller, man behøvede kun at spise kagLæs historien → 41Den gamle gadelygte
Har du hørt historien om den gamle gadelygte? Den er slet ikke så overordentlig morsom, men man kan altid høre den én gang. Det var sådan en skikkelig gammel gadelygte, som i mange, mange år havde gjort tjeneste, men nu skulle kasseres. Det var den sidste aften, den sad på pælen og lyste der i gaden, og den var til mode ligesom en gammel balletfigurantinde, som danser den sidste aften og ved at i morgen skal hun på loftet. Lygten havde sådan en skræk for den dag i morgen, thi da vidste den, at den skulle på rådstuen for første gang og synes af stadens seksogtredve mænd, om den var brugelig ellLæs historien → 42Sneemanden
Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det! sagde snemanden. Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor! det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne! Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder. Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne. Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft. Der har vi hende igen fra en anden kant! saLæs historien → 44Kometen
Og kometen kom, skinnede med sin ildkerne og truede med sit ris; der blev set på den fra det rige slot, fra det fattige hus, fra stimlen på gaden og af den ensomme, der gik hen over den vejløse hede; hver havde sin tanke derved. Kom og se det himlens tegn! kom og se det pragtfulde syn! blev der sagt, og alle skyndte sig at se. Men inde i stuen sad endnu en lille dreng og hans moder; tællelyset brændte, og moder syntes at der var en høvlspån i lyset; tællen stod op i spids og krøllede, det betød, troede hun, at den lille dreng måtte snart dø, høvlspånen vendte jo mod ham. Det var en gammel overLæs historien → 45Den uartige dreng
Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede. Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr! sagde han, for han var sådan en god digter. Oh, luk mig op! jeg fryser og er så våd! råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer. Din lille stakkel! sagde den gamle digter, og gik hen at lukke døreLæs historien → 46Hyldemor
Der var engang en lille dreng, der var forkølet; han havde gået og fået våde fødder, ingen kunne begribe, hvor han havde fået dem fra, thi det var ganske tørt vejr. Nu klædte hans moder ham af, bragte ham i seng og lod temaskinen komme ind, for at lave ham en god kop hyldete, for det varmer! I det samme kom ind ad døren den gamle morsomme mand, som boede øverst oppe i huset og levede så alene, for han havde hverken kone eller børn, men holdt så meget af alle børn og vidste at fortælle så mange eventyr og historier, at det var en lyst. Nu drikker du din te! sagde moderen,måske får du så et evenLæs historien → 49Fugl Føniks
I Paradisets Have, under kundskabstræet, stod en rosenhæk; her, i den første rose, fødtes en fugl, dens flugt var som lysets, dejlig dens farve, herlig dens sang. Men da Eva brød kundskabens frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra straffeenglens flammesværd en gnist i fuglens rede og antændte den. Fuglen døde i flammerne, men fra det røde æg fløj en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Føniks. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundrede år brænder sig selv op i sin rede, og at en ny Føniks, den eneste i verden, flyver ud fra det røde æg. Fuglen omflagrer os, hLæs historien → 50"Alt på sin rette plads!"
Det er over hundrede år siden! Der lå bag skoven ved den store indsø en gammel herregård, og rundt om den var der dybe grave, hvori voksede dunhammere, siv og rør. Tæt ved broen til indkørselsporten stod et gammelt piletræ, der hældede sig ud over rørene. Omme fra hulvejen lød horn og hestetrampen, og derfor skyndte den lille gåsepige sig med at få gæssene til side fra broen, før jagtselskabet kom galoperende; det kom i sådan en fart, at hun gesvindt måtte springe op på en af de høje sten ved broen, for ikke at blive redet over ende. Halvt barn var hun endnu, fin og spinkel, men med et velsignLæs historien →