H.C. Andersens bedste eventyr
H.C. Andersen (Side 2)
26Hvad fatter gør, det er altid det rigtige
Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg har hørt, da jeg var lille, og hver gang jeg siden har tænkt på den, synes jeg at den blev meget kønnere; for det går med historier ligesom med mange mennesker, de bliver kønnere og kønnere med alderen, og det er så fornøjeligt! Du har jo været ude på landet? Du har set et rigtigt gammelt bondehus med stråtag; mos og urter vokser der af sig selv; en storkerede er der på rygningen, storken kan man ikke undvære, væggene er skæve, vinduerne lave, ja, der er kun et eneste, der kan lukkes op; bageovnen strutter frem ligesom en lille tyk mave, og hyldebuLæs historien → 27Kærestefolkene (Toppen og bolden)
Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: Skal vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen; men bolden, der var syet af safian, og bildte sig lige så meget ind, som en fin frøken, ville ikke svare på sådant noget. Næste dag kom den lille dreng, der ejede legetøjet, han malede toppen over med rødt og gult, og slog et messingsøm midt i den; det så just prægtigt ud, når toppen svingede rundt. Se på mig! sagde den til bolden. Hvad siger De nu? skulle vi så ikke være kærestefolk, vi passer så godt sammen, De springer og jeg danser! lyLæs historien → 28Holger Danske
Der er i Danmark et gammelt slot, som hedder Kronborg, det ligger lige ud i Øresund, hvor de store skibe hver dag sejler forbi i hundredvis, både engelske, russiske og prøjsiske; og de hilser med kanoner for det gamle slot: bum! og slottet svarer igen med kanoner: bum! for således siger kanonerne goddag! mange tak! – Om vinteren sejler der ingen skibe, så ligger alt med is lige over til det svenske land, men det er ordentlig ligesom en hel landevej, der vajer det danske flag og det svenske flag, og danske og svenske folk siger hinanden: goddag, mange tak! men ikke med kanoner, nej med venligtLæs historien → 29Lykkens galocher
I. En begyndelse. Det var i København, på Østergade i et af husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort selskab, for det må man have imellem, så er det gjort og så kan man blive inviteret igen. Den ene halvdel af selskabet sad allerede ved spillebordene, og den anden halvdel ventede på hvad der ville komme ud af fruens: Ja, nu skulle vi se til at finde på noget! Så vidt var man og samtalen gik, som den kunne. Blandt andet faldt også talen på Middelalderen, Enkelte anså denne for langt bedre end vor tid, ja justitsråd Knap forsvarede så ivrig denne mening, at fruen straks holdt medLæs historien →
31Elverhøj
Der løb så vims nogle store firben i sprækkerne på et gammelt træ; de kunne godt forstå hinanden, for de talte firbenesproget. Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle elverhøj! sagde det ene firben; jeg har, for det spektakel, nu ikke i to nætter lukket mine øjne, jeg kunne lige så godt ligge og have tandpine, for så sover jeg heller ikke! Der er noget på færde derinde! sagde det andet firben, højen lader de stå på fire røde pæle lige til hanegal, der bliver ordentlig luftet ud og elverpigerne har lært nye danse, som der trampes i. Der er noget på færde! Ja, jeg har talt med en regnorm afLæs historien → 33Hyldemor
Der var engang en lille dreng, der var forkølet; han havde gået og fået våde fødder, ingen kunne begribe, hvor han havde fået dem fra, thi det var ganske tørt vejr. Nu klædte hans moder ham af, bragte ham i seng og lod temaskinen komme ind, for at lave ham en god kop hyldete, for det varmer! I det samme kom ind ad døren den gamle morsomme mand, som boede øverst oppe i huset og levede så alene, for han havde hverken kone eller børn, men holdt så meget af alle børn og vidste at fortælle så mange eventyr og historier, at det var en lyst. Nu drikker du din te! sagde moderen,måske får du så et evenLæs historien → 34Den uartige dreng
Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede. Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr! sagde han, for han var sådan en god digter. Oh, luk mig op! jeg fryser og er så våd! råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer. Din lille stakkel! sagde den gamle digter, og gik hen at lukke døreLæs historien → 35Metalsvinet
I byen Firenze, ikke langt fra piazza del granduca løber en lille tværgade, jeg tror den kaldes porta rossa; i denne, foran en slags basar, hvor der sælges grønt, ligger et kunstigt vel udarbejdet metalsvin; det friske, klare vand risler ud af munden på dyret, der af ælde er ganske sortgrønt, kun trynen skinner, som om den var poleret blank, og det er den også af de mange hundrede børn og fattige folk, der tager fat på den med hænderne og sætter deres mund til dyrets, for at drikke. Det er et helt billede, at se det velformede dyr blive omfavnet af en smuk, halvnøgen dreng, der sætter sin frisLæs historien → 37Verdens dejligste rose
Der var en mægtig dronning, i hvis have fandtes de dejligste blomster for enhver af årets tider og fra alle verdens lande, men især var det roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest forskellige arter, lige fra den vilde hæk med de æbleduftende grønne blade til Provences skønneste rose, og de voksede op ad slottets mure, slyngede sig om søjlerne og vindueskarmene, ind i gangene og hen ad loftet i alle sale; og roserne vekslede i duft, form og farve. Men sorg og bedrøvelse boede herinde; dronningen lå på sin sotteseng og lægerne forkyndte, at hun måtte dø. Det er dog en frelLæs historien → 38Loppen og professoren
Der var en luftskipper, ham gik det galt, ballonen sprak, manden dumpede og slog sig i stykker. Sin dreng havde han to minutter forud sendt ned med faldskærm, det var drengens lykke. Han var uskadt og gik om med store kundskaber til at blive luftskipper, men han havde ikke ballon og ikke midler til at skaffe sig denne. Leve måtte han, og så lagde han sig efter behændighedskunster, og at kunne tale med maven, det kaldes at være bugtaler. Ung var han og så godt ud, og da han fik mundskæg og kom i gode klæder, kunne han antages for et grevebarn. Damerne fandt ham smuk, ja en jomfru blev så betageLæs historien → 39Skarnbassen
Kejserens hest fik guldsko; guldsko på hver en fod. Hvorfor fik han guldsko? Han var det dejligste dyr, havde fine ben, øjne så kloge og en manke, der hang som et silkeslør ned om halsen. Han havde båret sin herre i krudtdamp og kugleregn, hørt kuglerne synge og pibe; han havde bidt om sig, slået om sig, kæmpet med, da fjenderne trængte på; med sin kejser sat i et spring over den styrtede fjendes hest, frelst sin kejsers krone af det røde guld, og derfor fik kejserens hest guldsko, guldsko på hver en fod. Og skarnbassen krøb frem. Først de store, så de små, sagde den, dog det er ikke størrelseLæs historien → 40Tepotten
Der var en stolt tepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre. Kopper, fløde- og sukkerskål, den hele teopstilling ville nok mere huske på lågets skrøbelighed og tale om den, end om den gode hank og den udmærkede tud; det vidste tepotten. Jeg kender dem! sagde den ind i sig selv, jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den, deri er minLæs historien → 41Paradisets have
Der var en kongesøn, ingen havde så mange og så smukke bøger som han; alt hvad der var sket i denne verden kunne han læse sig til og se afbildet i prægtige billeder. Hvert folk og hvert land kunne han få besked om, men hvor Paradisets have var at finde, derom stod der ikke et ord; og den, just den var det, han tænkte mest på. Hans bedstemoder havde fortalt ham, da han endnu var ganske lille, men skulle begynde sin skolegang, at hver blomst i Paradisets have var den sødeste kage, støvtrådene den fineste vin; på en stod historie, på en anden geografi eller tabeller, man behøvede kun at spise kagLæs historien → 42Storkene
På det sidste hus i en lille by stod der en storkerede. Storkemoderen sad i reden hos sine fire små unger, der stak hovedet frem med det lille sorte næb, for det var ikke blevet rødt endnu. Et lille stykke derfra på tagryggen stod så strunk og stiv storkefaderen, han havde trukket det ene ben op under sig, for dog at have nogen ulejlighed, idet han stod skildvagt. Man skulle tro, han var hugget ud af træ, så stille stod han; det ser vist nok så fornemt ud, at min kone har en skildvagt ved reden! tænkte han, de kan jo ikke vide, at jeg er hendes mand, de tror vist, jeg er kommanderet til at ståLæs historien → 43Sommergækken
Det var vintertid, luften kold, vinden skarp, men inden døre var lunt og godt, inden døre lå blomsten, den lå i sit løg under jord og sne. En dag faldt regn; dråberne trængte ned gennem snelaget ned i jorden, rørte ved blomsterløget, meldte om lysverdenen ovenover; snart trængte solstrålen så fin og borende, gennem sneen, ned til løget og prikkede på det. Kom ind! sagde blomsten. Det kan jeg ikke! sagde solstrålen; jeg er ikke stærk nok til at lukke op! jeg bliver stærk til sommer. Når er det sommer? spurgte blomsten, og gentog det, hver gang en ny solstråle trængte ned. Men det var langt fraLæs historien → 44Sneemanden
Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det! sagde snemanden. Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor! det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne! Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder. Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne. Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft. Der har vi hende igen fra en anden kant! saLæs historien → 45Gåseurten
Nu skal du høre! Ude på landet, tæt ved vejen, lå et lyststed. Du har bestemt selv engang set det! der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tæt herved på grøften, midt i det dejligste grønne græs, voksede en lille gåseurt. Solen skinnede lige så varmt og smukt på den, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine små, skinnende hvide blade, der sidder som stråler rundt om den lille gule sol indeni. Den tænkte slet ikke på, at intet menneske så den der i græsset og at den var en fattLæs historien → 46Stoppenålen
Der var engang en stoppenål, der var så fin på det, at hun bildte sig ind, at hun var en synål. Ser nu bare til, hvad I holder på! sagde stoppenålen til fingrene, der tog den frem. Tab mig ikke! falder jeg på gulvet, er jeg i stand til aldrig at findes igen, så fin er jeg! Der er måde med! sagde fingrene og så klemte de hende om livet. Ser I, jeg kommer med suite! sagde stoppenålen og så trak den en lang tråd efter sig, men som dog ikke havde knude. Fingrene styrede nålen lige mod kokkepigens tøffel, hvor overlæderet var revnet og nu skulle det syes sammen. Det er et nedrigt arbejde! sagde stoLæs historien → 48Det gamle egetræs sidste drøm
Der stod i skoven, højt på skrænten, ved den åbne strand, sådan et rigtig gammelt egetræ, det var netop tre hundrede og femogtresindstyve år, men den lange tid var for træet ikke mere end lige så mange døgn for os mennesker; vi våger om dagen, sover om natten, og har da vore drømme; med træet er det anderledes, træet er vågent i de tre årstider, først mod vinteren har det sin søvn, vinteren er dets sovetid, den er dets nat efter den lange dag, som kaldes forår, sommer og høst. Mangen varm sommerdag havde døgnfluen danset rundt om dets krone, levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da, eLæs historien → 49Den sidste perle
Der var et rigt hus, et lykkeligt hus; alt derinde, herskab og tyende, vennerne med var lyksalige og glade, der var i dag født en arving, en søn; og moder og barn befandt sig vel. Lampen i det hyggelige sovekammer var halv dækket til, svære silkegardiner af kostbare stoffer hang tæt trukket til for vinduerne. Gulvtæppet var tykt og blødt, som et mos. Alt var til at blunde, sove, dejligt udhvile sig på og det gjorde også vågekonen, hun sov, og det kunne hun, alt var godt og velsignet her. Husets skytsånd stod ved sengens hovedgærde; hen over barnet, ved moderens bryst, bredte sig, som et net afLæs historien → 50Boghveden
Tit og ofte, når man efter et tordenvejr går forbi en ager, hvor boghveden gror, ser man, at den er blevet ganske sort og afsvedet; det er ligesom en ildlue var gået hen over den, og bondemanden siger da: Det har den fået af lynilden! men hvorfor har den fået det? - Jeg skal fortælle, hvad gråspurven har sagt mig, og gråspurven har hørt det af et gammelt piletræ, der stod ved en boghvedeager og står der endnu. Det er sådant et ærværdigt stort piletræ, men runkent og gammelt, det er revnet lige midt i og der vokser græs og brombærranker ud af revnen; træet hælder forover og grenene hænger ligeLæs historien →
