H.C. Andersens bedste eventyr
H.C. Andersen (Side 2)
26Hvad fatter gør, det er altid det rigtige
Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg har hørt, da jeg var lille, og hver gang jeg siden har tænkt på den, synes jeg at den blev meget kønnere; for det går med historier ligesom med mange mennesker, de bliver kønnere og kønnere med alderen, og det er så fornøjeligt! Du har jo været ude på landet? Du har set et rigtigt gammelt bondehus med stråtag; mos og urter vokser der af sig selv; en storkerede er der på rygningen, storken kan man ikke undvære, væggene er skæve, vinduerne lave, ja, der er kun et eneste, der kan lukkes op; bageovnen strutter frem ligesom en lille tyk mave, og hyldebuLæs historien → 28Stoppenålen
Der var engang en stoppenål, der var så fin på det, at hun bildte sig ind, at hun var en synål. Ser nu bare til, hvad I holder på! sagde stoppenålen til fingrene, der tog den frem. Tab mig ikke! falder jeg på gulvet, er jeg i stand til aldrig at findes igen, så fin er jeg! Der er måde med! sagde fingrene og så klemte de hende om livet. Ser I, jeg kommer med suite! sagde stoppenålen og så trak den en lang tråd efter sig, men som dog ikke havde knude. Fingrene styrede nålen lige mod kokkepigens tøffel, hvor overlæderet var revnet og nu skulle det syes sammen. Det er et nedrigt arbejde! sagde stoLæs historien → 30Holger Danske
Der er i Danmark et gammelt slot, som hedder Kronborg, det ligger lige ud i Øresund, hvor de store skibe hver dag sejler forbi i hundredvis, både engelske, russiske og prøjsiske; og de hilser med kanoner for det gamle slot: bum! og slottet svarer igen med kanoner: bum! for således siger kanonerne goddag! mange tak! – Om vinteren sejler der ingen skibe, så ligger alt med is lige over til det svenske land, men det er ordentlig ligesom en hel landevej, der vajer det danske flag og det svenske flag, og danske og svenske folk siger hinanden: goddag, mange tak! men ikke med kanoner, nej med venligtLæs historien →
31Sneemanden
Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det! sagde snemanden. Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor! det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne! Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder. Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne. Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft. Der har vi hende igen fra en anden kant! saLæs historien → 32Boghveden
Tit og ofte, når man efter et tordenvejr går forbi en ager, hvor boghveden gror, ser man, at den er blevet ganske sort og afsvedet; det er ligesom en ildlue var gået hen over den, og bondemanden siger da: Det har den fået af lynilden! men hvorfor har den fået det? - Jeg skal fortælle, hvad gråspurven har sagt mig, og gråspurven har hørt det af et gammelt piletræ, der stod ved en boghvedeager og står der endnu. Det er sådant et ærværdigt stort piletræ, men runkent og gammelt, det er revnet lige midt i og der vokser græs og brombærranker ud af revnen; træet hælder forover og grenene hænger ligeLæs historien → 34Vanddråben
Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der springer mellem hverandre, og de er så glubende, de river arme og ben, ender og kanter af hverandre og dog er de glade og fornøjede, på deres måde. Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for det hed han. HLæs historien → 35Skrubtudsen
Brønden var dyb, derfor var snoren lang; vinden gik trangt om, når man skulle have spanden med vand over brøndkanten. Solen kunne aldrig nå ned at spejle sig i vandet, hvor klart det end var, men så langt den nåede at skinne, voksede grønt mellem stenene. Der boede en familie af skrubtudseslægten, den var indvandret, den var egentlig kommet der hovedkulds ned ved gamle skrubtudsemor, som levede endnu; de grønne frøer, som langt tidligere var hjemme her og svømmede i vandet, erkendte fætterskabet og kaldte dem brøndgæsterne. Disse havde nok i sinde at blive der; de levede her meget behageligt pLæs historien → 36Gåseurten
Nu skal du høre! Ude på landet, tæt ved vejen, lå et lyststed. Du har bestemt selv engang set det! der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tæt herved på grøften, midt i det dejligste grønne græs, voksede en lille gåseurt. Solen skinnede lige så varmt og smukt på den, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine små, skinnende hvide blade, der sidder som stråler rundt om den lille gule sol indeni. Den tænkte slet ikke på, at intet menneske så den der i græsset og at den var en fattLæs historien → 37Elverhøj
Der løb så vims nogle store firben i sprækkerne på et gammelt træ; de kunne godt forstå hinanden, for de talte firbenesproget. Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle elverhøj! sagde det ene firben; jeg har, for det spektakel, nu ikke i to nætter lukket mine øjne, jeg kunne lige så godt ligge og have tandpine, for så sover jeg heller ikke! Der er noget på færde derinde! sagde det andet firben, højen lader de stå på fire røde pæle lige til hanegal, der bliver ordentlig luftet ud og elverpigerne har lært nye danse, som der trampes i. Der er noget på færde! Ja, jeg har talt med en regnorm afLæs historien → 38Hyldemor
Der var engang en lille dreng, der var forkølet; han havde gået og fået våde fødder, ingen kunne begribe, hvor han havde fået dem fra, thi det var ganske tørt vejr. Nu klædte hans moder ham af, bragte ham i seng og lod temaskinen komme ind, for at lave ham en god kop hyldete, for det varmer! I det samme kom ind ad døren den gamle morsomme mand, som boede øverst oppe i huset og levede så alene, for han havde hverken kone eller børn, men holdt så meget af alle børn og vidste at fortælle så mange eventyr og historier, at det var en lyst. Nu drikker du din te! sagde moderen,måske får du så et evenLæs historien → 39Den uartige dreng
Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede. Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr! sagde han, for han var sådan en god digter. Oh, luk mig op! jeg fryser og er så våd! råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer. Din lille stakkel! sagde den gamle digter, og gik hen at lukke døreLæs historien → 40Om årtusinder
Ja, om årtusinder kommer de på dampens vinger igennem luften hen over verdenshavet! Amerikas unge beboere gæster det gamle Europa. De kommer til mindesmærkerne her og til de da synkende stæder, således som vi i vor tid drager til Sydasiens hensmuldrende herligheder. Om årtusinder kommer de! Themsen, Donau, Rhinen ruller endnu; Mont Blanc står med snetop, nordlysene skinner over Nordens lande, men slægt på slægt er støv, rækker af øjeblikkets mægtige glemte, som de der nu alt slumrer i højen, hvor den velhavende melhandler, på hvis grund den er, tømrer sig en bænk for at sidde og se ud over denLæs historien → 41Sneglen og rosenhækken
Rundt om haven var et gærde af nøddebuske, og udenfor var mark og eng med køer og får, men midt i haven stod en blomstrende rosenhæk, under den sad en snegl, den havde meget i sig, den havde sig selv. Vent til min tid kommer! sagde den, jeg skal udrette noget mere, end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk, som køer og får! Jeg venter grumme meget af den! sagde rosenhækken. Tør jeg spørge, når kommer det? Jeg giver mig tid! sagde sneglen. De har nu så meget hastværk! det spænder ikke forventningerne! Næste år lå sneglen omtrent på samme sted i solskinnet under rosentræet, der satLæs historien → 42Nissen hos spækhøkeren
Der var en rigtig student, han boede på kvisten og ejede ingenting; der var en rigtig spækhøker, han boede i stuen og ejede hele huset, og ham holdt nissen sig til, for her fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i! det kunne spækhøkeren give; og nissen blev i butikken og det var meget lærerigt. En aften kom studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og ost; han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket god aften af spækhøkeren og af madammen, og det var en kone, som kunne mere, end nikke, hun havde talegLæs historien → 43I andegården
Der kom en and fra Portugal, nogle sagde fra Spanien, det er lige meget, hun blev kaldt den portugisiske, hun lagde æg, blev slagtet og anrettet; det er hendes levnedsløb. Alle de, som krøb ud af hendes æg, blev kaldt de portugisiske og det betød noget; nu var her af hele den slægt kun en tilbage i andegården, en gård, som også hønsene havde adgang til og hvor hanen trådte op med uendelig hovmod. Han krænker mig med sit voldsomme gal! sagde den portugisiske. Men køn er han, det kan man ikke nægte, uagtet han ikke er nogen andrik. Moderere sig skulle han, men det er en kunst at moderere sig, deLæs historien → 44Gartneren og herskabet
En mils vej fra hovedstaden stod en gammel herregård med tykke mure, tårne og takkede gavle. Her boede, men dog kun i sommertiden, et rigt, højadeligt herskab; denne gård var den bedste og smukkeste af alle de gårde, det ejede; den stod som nystøbt udenpå, og med hygge og bekvemmelighed indeni. Slægtens våben var hugget i sten over porten, dejlige roser slyngede sig om våben og karnap, et helt græstæppe bredte sig ud foran gården; der var rødtjørn og hvidtjørn, der var sjældne blomster, selv uden for drivhuset. Herskabet havde også en dygtig gartner; det var en lyst at se blomsterhaven, frugt-Læs historien → 46"Alt på sin rette plads!"
Det er over hundrede år siden! Der lå bag skoven ved den store indsø en gammel herregård, og rundt om den var der dybe grave, hvori voksede dunhammere, siv og rør. Tæt ved broen til indkørselsporten stod et gammelt piletræ, der hældede sig ud over rørene. Omme fra hulvejen lød horn og hestetrampen, og derfor skyndte den lille gåsepige sig med at få gæssene til side fra broen, før jagtselskabet kom galoperende; det kom i sådan en fart, at hun gesvindt måtte springe op på en af de høje sten ved broen, for ikke at blive redet over ende. Halvt barn var hun endnu, fin og spinkel, men med et velsignLæs historien → 47Paradisets have
Der var en kongesøn, ingen havde så mange og så smukke bøger som han; alt hvad der var sket i denne verden kunne han læse sig til og se afbildet i prægtige billeder. Hvert folk og hvert land kunne han få besked om, men hvor Paradisets have var at finde, derom stod der ikke et ord; og den, just den var det, han tænkte mest på. Hans bedstemoder havde fortalt ham, da han endnu var ganske lille, men skulle begynde sin skolegang, at hver blomst i Paradisets have var den sødeste kage, støvtrådene den fineste vin; på en stod historie, på en anden geografi eller tabeller, man behøvede kun at spise kagLæs historien → 48Lykkens galocher
I. En begyndelse. Det var i København, på Østergade i et af husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort selskab, for det må man have imellem, så er det gjort og så kan man blive inviteret igen. Den ene halvdel af selskabet sad allerede ved spillebordene, og den anden halvdel ventede på hvad der ville komme ud af fruens: Ja, nu skulle vi se til at finde på noget! Så vidt var man og samtalen gik, som den kunne. Blandt andet faldt også talen på Middelalderen, Enkelte anså denne for langt bedre end vor tid, ja justitsråd Knap forsvarede så ivrig denne mening, at fruen straks holdt medLæs historien → 49Den onde fyrste
Der var engang en ond og overmodig fyrste, hvis hele tanke gik ud på at vinde alle verdens lande og indjage skræk ved sit navn. Han fór frem med ild og sværd. Hans soldater nedtrådte kornet på marken, de antændte bondens hus, så den røde lue slikkede bladene af træerne, og frugten hang stegt på de sorte, sviede grene. Mangen stakkels moder skjulte sig med sit nøgne, diende barn bag ved den rygende mur, og soldaterne søgte hende, og fandt de hende og barnet, da begyndte deres djævelske glæde. Onde ånder kunne ikke handle værre, men fyrsten syntes just det gik som det skulle. Dag for dag voksedeLæs historien →
