H.C. Andersens bedste eventyr
H.C. Andersen (Side 2)
26Kærestefolkene (Toppen og bolden)
Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: Skal vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen; men bolden, der var syet af safian, og bildte sig lige så meget ind, som en fin frøken, ville ikke svare på sådant noget. Næste dag kom den lille dreng, der ejede legetøjet, han malede toppen over med rødt og gult, og slog et messingsøm midt i den; det så just prægtigt ud, når toppen svingede rundt. Se på mig! sagde den til bolden. Hvad siger De nu? skulle vi så ikke være kærestefolk, vi passer så godt sammen, De springer og jeg danser! lyLæs historien → 27Vanddråben
Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der springer mellem hverandre, og de er så glubende, de river arme og ben, ender og kanter af hverandre og dog er de glade og fornøjede, på deres måde. Nu var der engang en gammel mand, som alle folk kaldte Krible-Krable, for det hed han. HLæs historien → 28Paradisets have
Der var en kongesøn, ingen havde så mange og så smukke bøger som han; alt hvad der var sket i denne verden kunne han læse sig til og se afbildet i prægtige billeder. Hvert folk og hvert land kunne han få besked om, men hvor Paradisets have var at finde, derom stod der ikke et ord; og den, just den var det, han tænkte mest på. Hans bedstemoder havde fortalt ham, da han endnu var ganske lille, men skulle begynde sin skolegang, at hver blomst i Paradisets have var den sødeste kage, støvtrådene den fineste vin; på en stod historie, på en anden geografi eller tabeller, man behøvede kun at spise kagLæs historien → 29Den store søslange
Der var en lille havfisk af god familie, navnet husker jeg ikke, det må de lærde sige dig. Den lille fisk havde attenhundrede søskende, alle lige gamle; de kendte ikke deres fader eller moder, de måtte straks skøtte sig selv og svømme om, men det var en stor fornøjelse; vand havde de nok at drikke, hele verdenshavet, føden tænkte de ikke på, den kom nok; hver ville følge sin lyst, hver ville få sin egen historie, ja det tænkte heller ingen af dem på. Solen skinnede ned i vandet, det lyste om dem, det var så klart, det var en verden med de forunderligste skabninger, og nogle så gruelig store, mLæs historien → 30Holger Danske
Der er i Danmark et gammelt slot, som hedder Kronborg, det ligger lige ud i Øresund, hvor de store skibe hver dag sejler forbi i hundredvis, både engelske, russiske og prøjsiske; og de hilser med kanoner for det gamle slot: bum! og slottet svarer igen med kanoner: bum! for således siger kanonerne goddag! mange tak! – Om vinteren sejler der ingen skibe, så ligger alt med is lige over til det svenske land, men det er ordentlig ligesom en hel landevej, der vajer det danske flag og det svenske flag, og danske og svenske folk siger hinanden: goddag, mange tak! men ikke med kanoner, nej med venligtLæs historien →
31Hyldemor
Der var engang en lille dreng, der var forkølet; han havde gået og fået våde fødder, ingen kunne begribe, hvor han havde fået dem fra, thi det var ganske tørt vejr. Nu klædte hans moder ham af, bragte ham i seng og lod temaskinen komme ind, for at lave ham en god kop hyldete, for det varmer! I det samme kom ind ad døren den gamle morsomme mand, som boede øverst oppe i huset og levede så alene, for han havde hverken kone eller børn, men holdt så meget af alle børn og vidste at fortælle så mange eventyr og historier, at det var en lyst. Nu drikker du din te! sagde moderen,måske får du så et evenLæs historien → 32Tepotten
Der var en stolt tepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre. Kopper, fløde- og sukkerskål, den hele teopstilling ville nok mere huske på lågets skrøbelighed og tale om den, end om den gode hank og den udmærkede tud; det vidste tepotten. Jeg kender dem! sagde den ind i sig selv, jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den, deri er minLæs historien → 33Lykkens galocher
I. En begyndelse. Det var i København, på Østergade i et af husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort selskab, for det må man have imellem, så er det gjort og så kan man blive inviteret igen. Den ene halvdel af selskabet sad allerede ved spillebordene, og den anden halvdel ventede på hvad der ville komme ud af fruens: Ja, nu skulle vi se til at finde på noget! Så vidt var man og samtalen gik, som den kunne. Blandt andet faldt også talen på Middelalderen, Enkelte anså denne for langt bedre end vor tid, ja justitsråd Knap forsvarede så ivrig denne mening, at fruen straks holdt medLæs historien → 34Den uartige dreng
Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede. Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr! sagde han, for han var sådan en god digter. Oh, luk mig op! jeg fryser og er så våd! råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer. Din lille stakkel! sagde den gamle digter, og gik hen at lukke døreLæs historien → 36Det gamle egetræs sidste drøm
Der stod i skoven, højt på skrænten, ved den åbne strand, sådan et rigtig gammelt egetræ, det var netop tre hundrede og femogtresindstyve år, men den lange tid var for træet ikke mere end lige så mange døgn for os mennesker; vi våger om dagen, sover om natten, og har da vore drømme; med træet er det anderledes, træet er vågent i de tre årstider, først mod vinteren har det sin søvn, vinteren er dets sovetid, den er dets nat efter den lange dag, som kaldes forår, sommer og høst. Mangen varm sommerdag havde døgnfluen danset rundt om dets krone, levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da, eLæs historien → 37Metalsvinet
I byen Firenze, ikke langt fra piazza del granduca løber en lille tværgade, jeg tror den kaldes porta rossa; i denne, foran en slags basar, hvor der sælges grønt, ligger et kunstigt vel udarbejdet metalsvin; det friske, klare vand risler ud af munden på dyret, der af ælde er ganske sortgrønt, kun trynen skinner, som om den var poleret blank, og det er den også af de mange hundrede børn og fattige folk, der tager fat på den med hænderne og sætter deres mund til dyrets, for at drikke. Det er et helt billede, at se det velformede dyr blive omfavnet af en smuk, halvnøgen dreng, der sætter sin frisLæs historien → 39Loppen og professoren
Der var en luftskipper, ham gik det galt, ballonen sprak, manden dumpede og slog sig i stykker. Sin dreng havde han to minutter forud sendt ned med faldskærm, det var drengens lykke. Han var uskadt og gik om med store kundskaber til at blive luftskipper, men han havde ikke ballon og ikke midler til at skaffe sig denne. Leve måtte han, og så lagde han sig efter behændighedskunster, og at kunne tale med maven, det kaldes at være bugtaler. Ung var han og så godt ud, og da han fik mundskæg og kom i gode klæder, kunne han antages for et grevebarn. Damerne fandt ham smuk, ja en jomfru blev så betageLæs historien → 40Sneglen og rosenhækken
Rundt om haven var et gærde af nøddebuske, og udenfor var mark og eng med køer og får, men midt i haven stod en blomstrende rosenhæk, under den sad en snegl, den havde meget i sig, den havde sig selv. Vent til min tid kommer! sagde den, jeg skal udrette noget mere, end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk, som køer og får! Jeg venter grumme meget af den! sagde rosenhækken. Tør jeg spørge, når kommer det? Jeg giver mig tid! sagde sneglen. De har nu så meget hastværk! det spænder ikke forventningerne! Næste år lå sneglen omtrent på samme sted i solskinnet under rosentræet, der satLæs historien → 41Gåseurten
Nu skal du høre! Ude på landet, tæt ved vejen, lå et lyststed. Du har bestemt selv engang set det! der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tæt herved på grøften, midt i det dejligste grønne græs, voksede en lille gåseurt. Solen skinnede lige så varmt og smukt på den, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine små, skinnende hvide blade, der sidder som stråler rundt om den lille gule sol indeni. Den tænkte slet ikke på, at intet menneske så den der i græsset og at den var en fattLæs historien → 43Den gamle gadelygte
Har du hørt historien om den gamle gadelygte? Den er slet ikke så overordentlig morsom, men man kan altid høre den én gang. Det var sådan en skikkelig gammel gadelygte, som i mange, mange år havde gjort tjeneste, men nu skulle kasseres. Det var den sidste aften, den sad på pælen og lyste der i gaden, og den var til mode ligesom en gammel balletfigurantinde, som danser den sidste aften og ved at i morgen skal hun på loftet. Lygten havde sådan en skræk for den dag i morgen, thi da vidste den, at den skulle på rådstuen for første gang og synes af stadens seksogtredve mænd, om den var brugelig ellLæs historien → 44Storkene
På det sidste hus i en lille by stod der en storkerede. Storkemoderen sad i reden hos sine fire små unger, der stak hovedet frem med det lille sorte næb, for det var ikke blevet rødt endnu. Et lille stykke derfra på tagryggen stod så strunk og stiv storkefaderen, han havde trukket det ene ben op under sig, for dog at have nogen ulejlighed, idet han stod skildvagt. Man skulle tro, han var hugget ud af træ, så stille stod han; det ser vist nok så fornemt ud, at min kone har en skildvagt ved reden! tænkte han, de kan jo ikke vide, at jeg er hendes mand, de tror vist, jeg er kommanderet til at ståLæs historien → 45Elverhøj
Der løb så vims nogle store firben i sprækkerne på et gammelt træ; de kunne godt forstå hinanden, for de talte firbenesproget. Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle elverhøj! sagde det ene firben; jeg har, for det spektakel, nu ikke i to nætter lukket mine øjne, jeg kunne lige så godt ligge og have tandpine, for så sover jeg heller ikke! Der er noget på færde derinde! sagde det andet firben, højen lader de stå på fire røde pæle lige til hanegal, der bliver ordentlig luftet ud og elverpigerne har lært nye danse, som der trampes i. Der er noget på færde! Ja, jeg har talt med en regnorm afLæs historien → 46Nissen hos spækhøkeren
Der var en rigtig student, han boede på kvisten og ejede ingenting; der var en rigtig spækhøker, han boede i stuen og ejede hele huset, og ham holdt nissen sig til, for her fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i! det kunne spækhøkeren give; og nissen blev i butikken og det var meget lærerigt. En aften kom studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og ost; han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket god aften af spækhøkeren og af madammen, og det var en kone, som kunne mere, end nikke, hun havde talegLæs historien → 47Stoppenålen
Der var engang en stoppenål, der var så fin på det, at hun bildte sig ind, at hun var en synål. Ser nu bare til, hvad I holder på! sagde stoppenålen til fingrene, der tog den frem. Tab mig ikke! falder jeg på gulvet, er jeg i stand til aldrig at findes igen, så fin er jeg! Der er måde med! sagde fingrene og så klemte de hende om livet. Ser I, jeg kommer med suite! sagde stoppenålen og så trak den en lang tråd efter sig, men som dog ikke havde knude. Fingrene styrede nålen lige mod kokkepigens tøffel, hvor overlæderet var revnet og nu skulle det syes sammen. Det er et nedrigt arbejde! sagde stoLæs historien → 48Klokkedybet
Ding dang! ding dang! klinger det fra Klokkedybet i Odense Å. – Hvad er det for en å? – Den kender hvert barn i Odense by, den løber neden om haverne, fra slusen til vandmøllen hen under træbroerne. I åen vokser gule åkander, brunfjerede rør og den sorte, fløjlsagtige dunhammer, så høj og så stor; gamle, revnede piletræer, svajede og drejede, hænger langt ud i vandet på Munkemose side og ved blegmandens eng, men lige overfor er have ved have, den ene anderledes end den anden, snart med dejlige blomster og lysthuse, glatte og pæne, ligesom småt dukkestads, snart står de kun med kål eller der erLæs historien → 49Om årtusinder
Ja, om årtusinder kommer de på dampens vinger igennem luften hen over verdenshavet! Amerikas unge beboere gæster det gamle Europa. De kommer til mindesmærkerne her og til de da synkende stæder, således som vi i vor tid drager til Sydasiens hensmuldrende herligheder. Om årtusinder kommer de! Themsen, Donau, Rhinen ruller endnu; Mont Blanc står med snetop, nordlysene skinner over Nordens lande, men slægt på slægt er støv, rækker af øjeblikkets mægtige glemte, som de der nu alt slumrer i højen, hvor den velhavende melhandler, på hvis grund den er, tømrer sig en bænk for at sidde og se ud over denLæs historien → 50Fugl Føniks
I Paradisets Have, under kundskabstræet, stod en rosenhæk; her, i den første rose, fødtes en fugl, dens flugt var som lysets, dejlig dens farve, herlig dens sang. Men da Eva brød kundskabens frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra straffeenglens flammesværd en gnist i fuglens rede og antændte den. Fuglen døde i flammerne, men fra det røde æg fløj en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Føniks. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundrede år brænder sig selv op i sin rede, og at en ny Føniks, den eneste i verden, flyver ud fra det røde æg. Fuglen omflagrer os, hLæs historien →
