Den stumme bog


El libro mudo


Ved landevejen inde i skoven lå en ensom bondegård, man kom lige gennem gårdsrummet; solen skinnede der, alle vinduer stod åbne, liv og røre var der indenfor, men i gården, i en løvhytte af blomstrende syrener, stod en åben ligkiste; den døde var sat herud, denne formiddag skulle han begraves; ingen stod og så sørgende på den døde, ingen græd over ham, hans ansigt lå tildækket med et hvidt klæde, og under hans hoved var lagt en stor, tyk bog, hvis blade hvert var et helt ark gråt papir, og mellem hvert lå, gemt og glemt, visne blomster, et helt herbarium, samlet på forskellige steder; det skulle med i graven, havde han selv forlangt. Til hver blomst knyttede sig et kapitel af hans liv.
"Hvem er den døde?" spurgte vi, og svaret var: "den gamle student fra Upsala! han skal en gang have været flink, kunnet lærde sprog, kunnet synge, ja skrive viser med, har man sagt; men så var der noget der kom i vejen, og så smed han sine tanker, og sig selv med, hen i brændevinen, og da hans helsen fulgte efter, så kom han herud på landet, hvor der blev betalt for hans kost. Han var from som et barn, når kun ikke det sorte sind kom over ham, thi så blev han stærk og løb om i skoven, som et jaget dyr; men fik vi ham hjem, fik vi ham her til at se i bogen med de tørre urter, så kunne han sidde den hele dag og se på en urt og så på en anden, og mangen gang løb tårerne ham ned over kinderne; Gud ved, hvad han tænkte derved! men bogen bad han om at få med i sin kiste, og nu ligger den der, og om en kort stund skal låget slås fast, og han skal få sin søde hvile i graven."
Ligdugen blev løftet; der var fred i den dødes ansigt, en solstråle faldt på det; en svale skød i sin pilsnare flugt ind i løvhytten og vendte sig i flugten, kvidrende over den dødes hoved.
Hvor underligt er det dog, – vi kender det vist alle, – at tage gamle breve frem fra vor ungdomstid og læse disse; da dukker ligesom et helt liv op med alle dets forhåbninger, alle dets sorger. Hvor mange af de mennesker, som vi i hin tid levede så inderligt med, er nu som døde for os, og dog lever de endnu, men vi har i mange tider ikke tænkt på dem, hvem vi engang troede altid at skulle holde fast ved, gensidig dele sorg og glæde med.
Det visne egeblad i bogen her minder om vennen, vennen i skoletiden, vennen for hele livet; han hæftede dette blad på studenterhuen i den grønne skov, da pagten blev sluttet for det hele liv. – Hvor lever han nu? – Bladet gemt, venskab glemt –! Her er en fremmed drivhusplante, for fin for Nordens haver – det er, som var der duft endnu i disse blade! hun gav ham den, frøknen fra den adelige urtegård. Her er nøkkerosen, han selv har plukket og vædet med salte tårer, nøkkerosen fra de søde vande. Og her er en nælde, hvad siger dens blad? Hvad tænkte han ved at plukke den, ved at gemme den? Her er liljekonval fra skovensomheden; her er gedeblad fra krostuens urtepotte, og her det nøgne, skarpe græsstrå –!
Den blomstrende syren hælder sin friske, duftende klase over den dødes hoved –, Svalen flyver atter forbi: "Kvivit! kvivit!" - Nu kommer mændene med søm og med hammer, låget lægges over den døde, der hviler sit hoved på den stumme bog. Gemt – glemt!
Junto a la carretera que cruzaba el bosque se levantaba una granja solitaria; la carretera pasaba precisamente a su través. Brillaba el sol, todas las ventanas estaban abiertas; en el interior reinaba gran movimiento, pero en la era, entre el follaje de un saúco florido, había un féretro abierto, con un cadáver que debía recibir sepultura aquella misma mañana. Nadie velaba a su lado, nadie lloraba por el difunto, cuyo rostro aparecía cubierto por un paño blanco. Bajo la cabeza tenía un libro muy grande y grueso; las hojas eran de grandes pliegos de papel secante, y en cada una había, ocultas y olvidadas, flores marchitas, todo un herbario, reunido en diferentes lugares. Debía ser enterrado con él, pues así lo había dispuesto su dueño. Cada flor resumía un capítulo de su vida.
- ¿Quién es el muerto? -preguntamos, y nos respondieron:
- Aquel viejo estudiante de Upsala. Parece que en otros tiempos fue hombre muy despierto, que estudió las lenguas antiguas, cantó e incluso compuso poesías, según decían. Pero algo le ocurrió, y se entregó a la bebida. Decayó su salud, y finalmente vino al campo, donde alguien pagaba su pensión. Era dulce como un niño mientras no lo dominaban ideas lúgubres, pero entonces se volvía salvaje y echaba a correr por el bosque como una bestia acosada. En cambio, cuando habían conseguido volverlo a casa y lo persuadían de que hojease su libro de plantas secas, era capaz de pasarse el día entero mirándolas, y a veces las lágrimas le rodaban por las mejillas; sabe Dios en qué pensaría entonces. Pero había rogado que depositaran el libro en el féretro, y allí estaba ahora. Dentro de poco rato clavarían la tapa, y descansaría apaciblemente en la tumba.
Quitaron el paño mortuorio: la paz se reflejaba en el rostro del difunto, sobre el que daba un rayo de sol; una golondrina penetró como una flecha en el follaje y dio media vuelta, chillando, encima de la cabeza del muerto.
¡Qué maravilloso es - todos hemos experimentado esta impresión - sacar a la luz viejas cartas de nuestra juventud y releerlas! Toda una vida asoma entonces, con sus esperanzas y cuidados. ¡Cuántas veces creemos que una persona con la que estuvimos unidos de corazón, está muerta hace tiempo, y, sin embargo, vive aún, sólo que hemos dejado de pensar en ella, aunque un día pensamos que seguiremos siempre a su lado, compartiendo las penas y las alegrías.
La hoja de roble marchita de aquel libro recuerda al compañero, al condiscípulo, al amigo para toda la vida; prendióse aquella hoja a la gorra de estudiante aquel día que, en el verde bosque, cerraron el pacto de alianza perenne. ¿Dónde está ahora? La hoja se conserva, la amistad se ha desvanecido. Hay aquí una planta exótica de invernadero, demasiado delicada para los jardines nórdicos... Diríase que las hojas huelen aún. Se la dio la señorita del jardín de aquella casa noble. Y aquí está el nenúfar que él mismo cogió y regó con amargas lágrimas, la rosa de las aguas dulces. Y ahí una ortiga; ¿qué dicen sus hojas? ¿Qué estaría pensando él cuando la arrancó para guardarla? Ved aquí el muguete de la soledad selvática, y la madreselva arrancada de la maceta de la taberna, y el desnudo y afilado tallo de hierba.
El florido saúco inclina sus umbelas tiernas y fragantes sobre la cabeza del muerto; la golondrina vuelve a pasar volando y lanzando su trino... Y luego vienen los hombres provistos de clavos y martillo; colocan la tapa encima del difunto, de manera que la cabeza repose sobre el libro... conservado... deshecho.