Las velas


Lysene


Érase una vez una gran vela de cera, consciente de su alto rango y muy pagada de sí misma.
- Estoy hecha de cera, y me fundieron y dieron forma en un molde -decía-. Alumbro mejor y ardo más tiempo que las otras luces; mi sitio está en una araña o en un candelabro de plata.
- Debe ser una vida bien agradable la suya -observó la vela de sebo-. Yo no soy sino de sebo, una vela sencilla, pero me consuelo pensando que siempre vale esto más que ser una candela de a penique. A ésta le dan un solo baño, y a mí me dan ocho; de ahí que sea tan resistente. No puedo quejarme.
Claro que es más distinguido haber nacido de cera que haber nacido de sebo, pero en este mundo nadie dispone de sí mismo. Ustedes están en el salón, en un candelabro o en una araña de cristal; yo me quedo en la cocina. Pero tampoco es mal sitio; de allí sale la comida para toda la casa.
-Sí, pero hay algo más importante que la comida -replicó la vela de cera-: la vida social. Brillar y ver brillar a los demás. Precisamente esta noche hay baile. No tardarán en venir a buscarnos, a mí y toda mi familia.
Apenas terminaba de hablar cuando se llevaron todas las velas de cera, y también la de sebo. La señora en persona la cogió con su delicada mano y la llevó a la cocina, donde había un chiquillo con un cesto, que llenaron de patatas y unas pocas manzanas. Todo lo dio la buena señora al rapazuelo.
- Ahí tienes también una luz, amiguito -dijo-. Tu madre vela hasta altas horas de la noche, siempre trabajando; tal vez le preste servicio.
La hija de la casa estaba también allí, y al oír las palabras "hasta altas horas de la noche", dijo muy alborozada:
- Yo también estaré levantada hasta muy tarde. Tenemos baile, y llevaré los grandes lazos colorados.
¡Cómo brillaba su carita! Daba gusto mirarla. Ninguna vela de cera es capaz de brillar como dos ojos infantiles.
"¡Qué emocionante!", pensó la vela de sebo-. Nunca lo olvidaré; seguramente no volveré a ver una cosa parecida.
La metieron en la cesta, debajo de la tapa, y el niño se marchó con ella.
"¿Adónde me llevarán? -pensaba la vela-. A casa de gente pobre, donde no me darán tal vez ni una mala palmatoria de latón, mientras la bujía de cera está en un candelabro de plata y ve a personas distinguidísimas. ¡Qué espléndido debe ser eso de lucir para la gente distinguida! Estaba de Dios que yo había de ser de sebo y no de cera".
Y la vela llegó a una casa pobre, la de una viuda con tres hijos que se apretujaban en una habitación reducida y de bajo techo, frente a la morada de los ricos señores.
- ¡Bendiga Dios a la buena señora por lo que nos ha dado! -dijo la madre-. ¡Qué vela más estupenda! Durará hasta muy avanzada la noche.
Y la encendieron.
- ¡Qué asco! -dijo-. Me han encendido con una cerilla apestosa. No le ocurrirá esto a la vela de cera de la casa de enfrente.
También en ella encendieron las luces, y su brillo irradió a la calle. Oíase el ruido de los coches que conducían a los invitados, y sonaba la música.
"Ahora empiezan allí -pensó la vela de sebo, y le vino a la memoria la radiante carita de la rica muchacha, más radiante que todas las velas de cera juntas-. Aquel espectáculo no lo veré nunca más". En esto llegó a la humilde vivienda el menor de los hijos, una chiquilla. Pasando los brazos alrededor del cuello de su hermano y hermana, les comunicó algo muy importante, algo que tenía que decirse al oído:
- Esta noche, ¡fijaos!, esta noche vamos a comer patatas fritas.
Y su rostro brilló de felicidad. La vela, que le daba de frente, vio reflejarse una alegría, una dicha tan grande como la que viera en la casa rica, donde la niña había dicho:
- Esta noche tenemos baile, y llevaré los grandes lazos colorados.
"¿Tan importante es eso de comer patatas fritas? -pensó la vela de sebo-. La alegría de estos niños es tan grande como la de aquella chiquilla". Y estornudó; quiero decir que chisporroteó; más no puede hacer una vela de sebo.
Pusieron la mesa y se comieron las patatas. ¡Qué ricas estaban! Fue un verdadero banquete; y además les tocó una manzana a cada uno. El niño más pequeño recitó aquel verso:
Dios bondadoso sea alabado,
que otra vez hoy nos ha saciado.
Amén.
- ¿Lo he recitado bien, madre? -dijo el pequeño.
- No tienes que pensar en ti mismo -le reprendió la madre sino sólo en Dios Nuestro Señor, que te ha dado una cena tan buena.
Los niños se acostaron, su madre les dio un beso, y enseguida se quedaron dormidos, mientras la mujer estuvo cosiendo hasta altas horas de la noche, para ganar el sustento de sus hijos y el propio. Fuera, desde la casa rica, llegaba la luz y la música. Las estrellas centelleaban sobre todas las moradas, las de los ricos y las de los pobres, con igual belleza e intensidad.
"A fin de cuentas ha sido una hermosa velada -pensó la vela de sebo-. ¿Lo habrán pasado mejor las de cera en sus candelabros de plata? Me gustaría saberlo antes de acabar de consumirme".
Y pensó en las dos niñas, que habían sido igualmente felices: una, iluminada por la luz de cera, y otra, por la de sebo.
Y ésta es toda la historia.
Der var et stort vokslys, det vidste nok hvad det var.
"Jeg er født i voks og støbt i form!" sagde det. "Jeg lyser bedre og brænder i længere tid end andre lys; min plads er i lysekrone eller sølvstage!"
"Det må være en dejlig tilværelse!" sagde tællelyset. "Jeg er kun af tælle, kun spiddelys, men jeg trøster mig ved, at det altid er lidt mere end at være en prås; den dyppes kun to gange, jeg er dyppet otte gange for at få min anstændige tykkelse. Jeg er tilfreds! det er vistnok finere og lykkeligere stillet at være født i voks og ikke i tælle, men man stiller sig jo ikke selv i denne verden. De kommer i storstuen i glaskrone, jeg bliver i køkkenet, men det er også et godt sted, derfra får hele huset maden!"
"Men der er noget, der er vigtigere end maden!" sagde vokslyset: "Selskabeligheden! se den stråle og selv at stråle! Her er bal i aften, nu bliver jeg og hele min familie snart afhentet!"
Næppe var det sagt, så blev alle vokslysene afhentet, men også tællelyset kom med. Fruen selv tog det i sin fine hånd og bar det ud i køkkenet; der stod en lille dreng med en kurv, den blev fyldt med kartofler, også et par æbler kom deri. Alt det gav den gode frue den fattige dreng.
"Der har du et lys til, min lille ven!" sagde hun. "Din moder sidder og arbejder helt ud på natten, hun kan bruge det!"
Husets lille datter stod tæt ved, og da hun hørte de ord: "ud på natten," sagde hun med inderlig glæde: "Jeg skal også være oppe til ud på natten! vi skal have bal, og jeg får de store, røde sløjfer på!"
Hvor strålede hendes ansigt! det var glæde! intet vokslys kan stråle som to barneøjne!
"Det er velsignet at se!" tænkte tællelyset, "det glemmer jeg aldrig, og det ser jeg vist aldrig mere!"
Og så blev det lagt i kurven under låget, og drengen gik med det.
"Hvor skal jeg nu hen!" tænkte lyset; "jeg skal til fattige folk, får måske ikke engang en messingstage, mens vokslyset sidder i sølv og ser de fineste folk. Hvor det må være dejligt at lyse for de fineste folk! det blev nu min lod at være tælle og ikke voks!"
Og lyset kom til fattigfolk, en enke med tre børn i en lille lav stue lige over for det rige hus.
"Gud velsigne den gode frue for hvad hun gav!" sagde moderen, "det er jo et dejligt lys! det kan brænde til ud på natten."
Og lyset blev tændt.
"Fut-føj!" sagde det. "Det var en fæl lugtende svovlstik, hun tændte mig med! Sligt byder man næppe et vokslys ovre i det rige hus!"
Også der tændtes lysene; de strålede ud over gaden; vognene rumlede med de pyntede balgæster, musikken klang.
"Nu begynder de derovre!" fornemmede tællelyset og tænkte på den lille, rige piges strålende ansigt, mere strålende end alle vokslysene. "Det syn ser jeg aldrig mere!"
Da kom det mindste af børnene i det fattige hus, en lille pige var det; hun tog broder og søster om halsen, hun havde noget meget vigtigt at fortælle, det måtte hviskes: "Vi skal i aften – tænk! – vi skal i aften have varme kartofler!"
Og hendes ansigt strålede af lyksalighed; lyset skinnede lige ind deri, det så en glæde, en lykke så stor som ovre i det rige hus, hvor den lille pige sagde: "Vi skulle have bal i aften, og jeg skal have de store røde sløjfer på!"
"Er det at få varme kartofler lige så meget!" tænkte lyset. "Her er jo lige stor glæde hos de små!" Og det nøs derpå; det vil sige, det spruttede, mere kan et tællelys ikke.
Bordet blev dækket, kartoflerne spist. Oh, hvor de smagte! det var et helt festmåltid, og så fik hver et æble ovenpå, og det mindste barn fremsagde det lille vers:
"Du gode Gud, jeg takker dig,
At du igen har mættet mig!
Amen."
"Var det ikke pænt sagt, moder!" udbrød derpå den lille.
"Det må du ikke spørge om, eller sige!" sagde moderen. "Du skal alene tænke på den gode Gud, som har mættet dig!"
De små kom i seng, fik et kys og sov lige straks, og moder sad og syede til ud på natten for at få sit udkomme til dem og sig. Og ovre fra det rige hus skinnede lysene og musikken klang. Stjernerne blinkede over alle huse, over de riges og over de fattiges, lige klare, lige velsignede.
"Det var i grunden en rar aften!" mente tællelyset. "Mon vokslysene havde det bedre i sølvstage? Det gad jeg nok vide før jeg er brændt ud!"
Og det tænkte på de to lige lykkelige, den ene bestrålet af vokslys, den anden af et tællelys!
Ja, det er hele historien!