Guardado en el corazón, y no olvidado


Gemt er ikke glemt


Érase una vez un viejo castillo, con su foso pantanoso y su puente levadizo, el cual estaba más veces levantado que bajado, pues no todas las visitas son deseables. Había troneras bajo el tejado, y mirillas a lo largo de los muros; por ellos podía dispararse al exterior o arrojar agua hirviendo o plomo derretido sobre el enemigo, cuando se acercaba demasiado. Los aposentos interiores eran de alto techo, y así convenía que fuesen, por el mucho humo que salía del fuego del hogar, alimentado con troncos húmedos. De la pared colgaban retratos de hombres con sus armaduras, y de altivas damas en sus pesados ropajes. La más altiva de todas vivía y deambulaba por los recintos del castillo; era su dueña y se llamaba Mette Mogens.
Una noche vinieron bandidos. Mataron a tres de los servidores del castillo y al perro mastín, ataron luego a Dama Mette a la perrera con la cadena del animal e, instalándose en la gran sala, se bebieron el vino de la bodega y la buena cerveza.
Dama Mette permanecía encadenada en la caseta; ni siquiera podía ladrar.
En éstas se le acercó el más joven de los bandidos, deslizándose de puntillas para no ser oído, pues los demás lo hubieran asesinado.
- Señora Mette Mogens - dijo el mozo -, ¿te acuerdas de que un día mi padre, en vida aún de tu esposo, fue condenado a montar en el potro del tormento? Tú pediste piedad para él, pero en vano; hubo de cumplirse la sentencia. Pero tú te acercaste a hurtadillas como lo hago yo ahora, y le pusiste una piedra debajo de cada pie para procurarle un punto de apoyo. Nadie lo vio, o por lo menos hicieron como si no lo vieran; por algo eras la señora. Mi padre me lo contó, y yo he guardado el relato en mi corazón, mas no lo he olvidado. ¡Ahora te devuelvo la libertad, señora Mette Mogens!
Poco después los dos galopaban, bajo la lluvia y la tempestad, en busca de ayuda.
- Ha sido un pago espléndido por el pequeño favor que presté al viejo - dijo Dama Mogens.
- Lo que se guarda en el corazón no se olvida - respondió el joven.
Los bandidos fueron ahorcados.
En una región solitaria se alzaba un viejo castillo; todavía hoy existe. No era el de Dama Mette Mogens, sino de otra noble familia.
La historia sucede en nuestros tiempos. El sol brilla en la punta dorada de la torre; pequeñas manchas de bosque destacan como ramilletes entre el agua, y en derredor nadan cisnes salvajes. En el jardín crecen rosas; la castellana es la rosa más preciosa, radiante de alegría, la alegría de una buena acción. El rayo de gozo no se proyecta hacia fuera, hacia el mundo, sino que penetra profundamente en el corazón; en él permanece bien guardado, no olvidado.
La señora viene del castillo y se dirige a la cabaña de unos jornaleros que viven en el campo. En ella yace una pobre muchacha paralítica. La ventana del reducido cuartucho da al Norte, y nunca entra por ella el sol. La inválida sólo puede ver un pedacito de campo, cerrado por el alto borde del foso. Pero hoy luce allí el sol, el hermoso y confortador sol de Dios, que entra desde el Sur por la nueva ventana, que antes era toda ella pared. La enferma está sentada al sol, ve el bosque y la orilla del mar; el mundo se ha vuelto para ella inmenso y bello, y todo gracias a una sola palabra de la bondadosa castellana.
- ¡La palabra fue tan sencilla, la acción tan insignificante! - dijo -, pero la alegría que sentí fue inmensamente grande y bienhechora.
Y por eso practica tantas buenas obras, piensa en todos los hogares humildes y también en los ricos, cuando pasan por alguna tribulación. Lo hace todo sin ostentación, en secreto; pero Dios no lo olvida.
Hay una antigua casa patricia en la ciudad grande y laboriosa. No entraremos en sus aposentos y salones, sino que nos quedaremos en la cocina. Está clara y caldeada, limpia y aseada. La batería de cobre reluce como espejos, la mesa parece pulimentada, el vertedero está como una tabla acabada de fregar. Es una sola criada la que ha hecho todo el trabajo, y aún ha tenido tiempo de vestirse primorosamente, como para ir a la iglesia. Lleva en la cofia un lazo, un lazo negro, señal de luto. Y, sin embargo, no tiene a nadie por quien llevar luto, ni padre ni madre, ningún pariente, ni novio; es una pobre doncella. En tiempos estuvo prometida, con un hombre pobre también; se querían entrañablemente. Un día él le dijo:
- No poseemos nada. La rica viuda que es dueña de la bodega me ha dirigido palabras cariñosas y quiere proporcionarme el bienestar; pero tú sola vives en mi corazón. ¿Qué me aconsejas?
- Lo que tú creas que haya de hacer tu felicidad - respondió la muchacha -. Sé bueno y afectuoso con ella; pero piensa que no volveremos a vernos desde el momento en que nos separemos.
Transcurrieron unos años. Un día ella se encontró en la calle con su antiguo amigo y novio. Su aspecto era triste y enfermo, y la joven no pudo por menos de preguntarle:
- ¿Qué tal estás?
- Muy bien, no me falta nada - respondió el -. La mujer es buena y honrada, pero tú llenas mi corazón. He sostenido una terrible batalla, que pronto terminará. ¡No volveremos a vernos sino ante el trono de Dios!
Transcurrió otra semana, y en el periódico de hoy viene la noticia de su muerte; pero eso se ha puesto luto la doncella. El que un día fue su novio ha fallecido - dice la esquela -, dejando esposa y tres hijastros. La campana tañe con un son quebrado; y, sin embargo, el metal es puro.
El lazo negro indica el luto, el rostro de la joven lo indica aún más. Vive oculto en el corazón, pero no olvidado.
¿Ves? Son tres historias, tres hojas de un tallo. ¿Quieres más hojas de trébol? Hay muchas guardadas en el libro del corazón; guardadas, pero no olvidadas.
Der lå en gammel gård med mudrede grave og vindebro; den var mere oppe end nede: Ikke alle gæster, som kommer, er gode. Under tagskægget var huller til at skyde ud af og til at hælde kogende vand, ja smeltet bly ned over fjenden, kom han for nær på. Indenfor var højt til bjælkeloftet, og det var godt for den megen røg, der kom fra kaminilden, hvor de store våde brændeknuder lå. Der hang på væggen billeder af harniskklædte mænd og stolte fruer i svære klæder; den strunkeste af dem alle gik levende om herinde, hun kaldtes Mette Mogens; hun var gårdens frue.
Ved aftenstid kom der røvere; de slog tre af hendes folk ihjel, lænkehunden med, og så bandt de fru Mette i hundelænke ved hundehuset og satte sig selv op i salen og drak vinen fra hendes kælder og alt det gode øl.
Fru Mette stod i hundelænke; hun kunne ikke engang gø.
Da kom røverens dreng; han listede sig så stille, det måtte ikke mærkes, for ellers havde de slået ham ihjel.
"Fru Mette Mogens!" sagde drengen; "kan du huske, da min fader red på træhesten i din husbonds tid; da bad du for ham, men det hjalp ikke; han skulle sidde sig til krøbling; men du listede dig ned, som jeg nu lister mig; selv lagde du en lille sten under hver af hans fødder, at han kunne finde hvile. Ingen så det, eller de lod, som de ikke så det, du var den unge, nådige frue. Det har min fader fortalt, og det har jeg gemt, men ikke glemt! nu løser jeg dig, fru Mette Mogens!"
Og så tog de heste på stalden og red i regn og i blæst og fik vennehjælp.
"Det var vel betalt for den smule gerning mod den gamle!" sagde Mette Mogens.
"Gemt er ikke glemt!" sagde drengen.
Røverne blev hængt.
Der lå en gammel gård, den ligger der endnu; det var ikke fru Mette Mogens'; den tilhører en anden højadelig slægt.
Det er i vor tid. Solen skinner på tårnets forgyldte spir, små skovøer ligger som buketter på vandet, og rundt om dem svømmer de vilde svaner. I haven gror roser; gårdens frue er selv det fineste rosenblad, det skinner i glæde, god gernings glæde, ikke ud i den vide verden, men inde i hjerterne, der er det gemt, men ikke glemt.
Nu går hun fra gården hen til det lille udflytterhus på marken. Derinde bor en stakkels værkbruden pige; vinduet i den lille stue vender mod nord; solen kommer der ikke; hun har kun at se hen over et stykke mark, som lukkes ved den høje grøft. Men i dag er der solskin, Vorherres varme, dejlige sol er derinde; den kommer fra syd gennem det nye vindue, hvor før kun var mur.
Den værkbrudne sidder i det varme solskin, ser skov og strand, verden er blevet så stor og så dejlig, og det ved et eneste ord af gårdens venlige frue.
"Det ord var så let, den gerning så lille!" siger hun; "Glæden, jeg fik, var uendelig stor og velsignet!"
Og derfor øver hun så mangen god gerning, tænker på dem alle i de fattige huse og i de rige huse, hvor der også er bedrøvede. Det er skjult og gemt, men det er ikke glemt af Vorherre!
Der var en gammel gård, det var inde i den store, travle by. I gården var stuer og sale; i dem går vi ikke ind; vi bliver i køknet; og der er lunt og lyst, der er rent og nydeligt; kobbertøjet skinner, bordet er som bonet, vasken er som et nys skuret spækkebræt; det har alt sammen enepigen udrettet, og dog fået tid til at sætte tøjet på sig, som om hun skulle i kirke. Hun har sløjfe på kappen, sort sløjfe; det tyder sorg. Hun har jo ingen at sørge for, hverken fader eller moder, hverken slægt eller kæreste; hun er en fattig pige. Engang var hun forlovet, det var med en fattig karl; de holdt inderligt af hinanden. En dag kom han til hende.
"Vi to har ingenting!" sagde han; "den rige enke henne i kælderen har sagt mig varme ord; hun vil sætte mig i velstand; men du er i mit hjerte. Hvad råder du mig til?"
"Det du tror der er din lykke!" sagde pigen. "Vær god og kærlig imod hende, men husk på, at fra den stund vi skilles, kan vi to ikke oftere ses!"
– Og så gik et par år; da mødte hun på gaden sin fordums ven og kæreste; han så syg og elendig ud; da kunne hun ikke lade være, hun måtte spørge: "Hvordan har du det dog?"
"Rigt og godt i alle måder!" sagde han; "konen er brav og god, men du er i mit hjerte. Jeg har stridt min strid, snart er den forbi! Vi ses nu ikke før hos Vorherre."
En uge er gået; i morges stod i avisen, at han var død; derfor bærer pigen sorg. Kæresten er død fra kone og tre stedbørn, som der står at læse; det klinger sprukket, og dog er malmen ren.
Den sorte sløjfe tyder sorg, pigens ansigt tyder den end mere; i hjertet er den gemt, bliver aldrig glemt!
Ja, se det er tre historier, tre blade på én stilk. Ønsker du flere kløverblade? Der er mange i hjertebogen gemt men ikke glemt.