The snowdrop


Sommergækken


It was winter-time; the air was cold, the wind was sharp, but within the closed doors it was warm and comfortable, and within the closed door lay the flower; it lay in the bulb under the snow-covered earth.
Det var vintertid, luften kold, vinden skarp, men inden døre var lunt og godt, inden døre lå blomsten, den lå i sit løg under jord og sne.

One day rain fell. The drops penetrated through the snowy covering down into the earth, and touched the flower-bulb, and talked of the bright world above. Soon the Sunbeam pierced its way through the snow to the root, and within the root there was a stirring.
En dag faldt regn; dråberne trængte ned gennem snelaget ned i jorden, rørte ved blomsterløget, meldte om lysverdenen ovenover; snart trængte solstrålen så fin og borende, gennem sneen, ned til løget og prikkede på det.

"Come in," said the flower.
"Kom ind!" sagde blomsten.

"I cannot," said the Sunbeam. "I am not strong enough to unlock the door! When the summer comes I shall be strong!"
"Det kan jeg ikke!" sagde solstrålen; "jeg er ikke stærk nok til at lukke op! jeg bliver stærk til sommer."

"When will it be summer?" asked the Flower, and she repeated this question each time a new sunbeam made its way down to her. But the summer was yet far distant. The snow still lay upon the ground, and there was a coat of ice on the water every night.
"Når er det sommer?" spurgte blomsten, og gentog det, hver gang en ny solstråle trængte ned. Men det var langt fra sommertid; sneen lå endnu, der frøs is på vandet hver evige nat.

"What a long time it takes! what a long time it takes!" said the Flower. "I feel a stirring and striving within me; I must stretch myself, I must unlock the door, I must get out, and must nod a good morning to the summer, and what a happy time that will be!"
"Hvor det varer! hvor det varer!" sagde blomsten. "Jeg føler kriblen og krablen, jeg må række mig, jeg må strække mig, jeg må lukke op, jeg må ud! nikke godmorgen til sommeren, det bliver en livsalig tid!"

And the Flower stirred and stretched itself within the thin rind which the water had softened from without, and the snow and the earth had warmed, and the Sunbeam had knocked at; and it shot forth under the snow with a greenish-white blossom on a green stalk, with narrow thick leaves, which seemed to want to protect it. The snow was cold, but was pierced by the Sunbeam, therefore it was easy to get through it, and now the Sunbeam came with greater strength than before.
Og blomsten rakte sig og strakte sig derinde mod den tynde skal, som vandet udenfor havde blødgjort, sne og jord opvarmet, solstrålen prikket ind i; den skød frem under sneen, med hvidgrøn knop på sin grønne stilk, med smalle tykke blade, der ligesom ville skærme om den. Sneen var kold, men gennemstrålet af lyset, dertil så let at bryde igennem, og her kom solstrålen med stærkere magt end før.

"Welcome, welcome!" sang and sounded every ray, and the Flower lifted itself up over the snow into the brighter world. The Sunbeams caressed and kissed it, so that it opened altogether, white as snow, and ornamented with green stripes. It bent its head in joy and humility.
"Velkommen! velkommen!" sang og klang hver stråle, og blomsten løftede sig over sneen ud i lysverdenen. Solstrålerne klappede og kyssede den, så at den åbnede sig helt, hvid som sneen og pyntet med grønne striber. Den bøjede sit hoved i glæde og ydmyghed.

"Beautiful Flower!" said the Sunbeams, "how graceful and delicate you are! You are the first, you are the only one! You are our love! You are the bell that rings out for summer, beautiful summer, over country and town. All the snow will melt; the cold winds will be driven away; we shall rule; all will become green, and then you will have companions, syringas, laburnums, and roses; but you are the first, so graceful, so delicate!"
"Dejlige blomst!" sang solstrålerne. "Hvor du er frisk og skær! du er den første, du er den eneste! Du er vor kærlighed! Du ringer sommer, dejlig sommer over land og by! Al sneen skal smelte! de kolde vinde jages bort! Vi skal råde! Alting vil grønnes! Og så får du selskab, syrener og guldregn og til sidst roserne, men du er den første, så fin og skær!"

That was a great pleasure. It seemed as if the air were singing and sounding, as if rays of light were piercing through the leaves and the stalks of the Flower. There it stood, so delicate and so easily broken, and yet so strong in its young beauty; it stood there in its white dress with the green stripes, and made a summer. But there was a long time yet to the summer-time. Clouds hid the sun, and bleak winds were blowing.
Det var en stor fornøjelse. Det var, som luften sang og klang, som trængte lysets stråler ind i dens blade og stilk; der stod den så fin og let til at bryde og dog så kraftig, i ung dejlighed; den stod i hvid kjortel med grønne bånd og priste sommer. Men det var langt fra sommertid, skyer skjulte solen, skarpe vinde blæste på den.

"You have come too early," said Wind and Weather. "We have still the power, and you shall feel it, and give it up to us. You should have stayed quietly at home and not have run out to make a display of yourself. Your time is not come yet!"
"Du er kommet lidt for tidligt!" sagde vind og vejr. "Vi har endnu magten! den skal du føle og finde dig i! Du skulle være blevet inden døre, ikke løbet ud at stadse, det er ikke tiden endnu!"

It was a cutting cold! The days which now come brought not a single sunbeam. It was weather that might break such a little Flower in two with cold. But the Flower had more strength than she herself knew of. She was strong in joy and in faith in the summer, which would be sure to come, which had been announced by her deep longing and confirmed by the warm sunlight; and so she remained standing in confidence in the snow in her white garment, bending her head even while the snow-flakes fell thick and heavy, and the icy winds swept over her.
Det var bidende koldt! Dagene, som kom, bragte ikke en solstråle! det var vejr til at fryse i stykker i, for sådan en lille skør blomst. Men der var mere styrke i den, end den selv vidste; den var stærk i glæde og tro på den sommer, der måtte komme; der var den forkyndt i dens dybe attrå og bekræftet af det varme sollys, og således stod den med fortrøstning i sin hvide dragt, i den hvide sne, bøjende sit hoved, når snefnuggene faldt tætte og tunge, medens de isnende vinde fór hen over den.

"You'll break!" they said, "and fade, and fade! What did you want out here? Why did you let yourself be tempted? The Sunbeam only made game of you. Now you have what you deserve, you summer gauk."
"Du knækker over!" sagde de. "Visner, isner! Hvad ville du ude! Hvorfor lod du dig lokke, solstrålen har gækket dig! Nu kan du have det så godt, du sommergæk!"

"Summer gauk!" she repeated in the cold morning hour.
"Sommergæk!" gentog den i den kolde morgenstund.

"O summer gauk!" cried some children rejoicingly; "yonder stands one– how beautiful, how beautiful! The first one, the only one!"
"Sommergæk!" jublede nogle børn, der kom ned i haven, "der står én, så yndig, så dejlig, den første, den eneste!"

These words did the Flower so much good, they seemed to her like warm sunbeams. In her joy the Flower did not even feel when it was broken off. It lay in a child's hand, and was kissed by a child's mouth, and carried into a warm room, and looked on by gentle eyes, and put into water. How strengthening, how invigorating! The Flower thought she had suddenly come upon the summer.
Og de ord gjorde blomsten så godt, det var ord ligesom varme solstråler. Blomsten fornemmede i sin glæde ikke engang, at den blev plukket; den lå i barnehånd, blev kysset af barnemund, blev bragt ind i den varme stue, set på af milde øjne, sat i vand, så styrkende, så oplivende. Blomsten troede, at den med et var kommet lige ind i sommeren.

The daughter of the house, a beautiful little girl, was confirmed, and she had a friend who was confirmed, too. He was studying for an examination for an appointment. "He shall be my summer gauk," she said; and she took the delicate Flower and laid it in a piece of scented paper, on which verses were written, beginning with summer gauk and ending with summer gauk. "My friend, be a winter gauk." She had twitted him with the summer. Yes, all this was in the verses, and the paper was folded up like a letter, and the Flower was folded in the letter, too. It was dark around her, dark as in those days when she lay hidden in the bulb. The Flower went forth on her journey, and lay in the post-bag, and was pressed and crushed, which was not at all pleasant; but that soon came to an end.
Datteren i huset, en yndig, lille pige, hun var konfirmeret, hun havde en kær lille ven, og han var også konfirmeret, han læste til levebrød. "Han skal være min sommergæk!" sagde hun; tog så den fine blomst, lagde den i et duftende stykke papir, som der var skrevet vers på, vers om blomsten, der begyndte med sommergæk, og endte med sommergæk, "lille ven, vær vinternar!" hun havde gækket ham med sommeren. Ja, det stod alt sammen i verset, og det blev lagt som brev, blomsten lå deri, og der var mørkt om den, mørkt, som da den lå i løget. Blomsten kom på rejse, lå i postsæk, blev klemt og knuget, det var slet ikke behageligt; men det fik også ende.

The journey was over; the letter was opened, and read by the dear friend. How pleased he was! He kissed the letter, and it was laid, with its enclosure of verses, in a box, in which there were many beautiful verses, but all of them without flowers; she was the first, the only one, as the Sunbeams had called her; and it was a pleasant thing to think of that.
Rejsen var forbi, brevet blev åbnet og læst af den kære ven; han var så fornøjet, han kyssede blomsten, og den blev, med sit vers omkring sig, lagt ned i en skuffe, hvori lå flere dejlige breve, men alle uden blomst, den var den første, den eneste, som solstrålerne havde kaldt den, og det var fornøjeligt at tænke over.

She had time enough, moreover, to think about it; she thought of it while the summer passed away, and the long winter went by, and the summer came again, before she appeared once more. But now the young man was not pleased at all. He took hold of the letter very roughly, and threw the verses away, so that the Flower fell on the ground. Flat and faded she certainly was, but why should she be thrown on the ground? Still, it was better to be here than in the fire, where the verses and the paper were being burnt to ashes. What had happened? What happens so often:– the Flower had made a gauk of him, that was a jest; the girl had made a fool of him, that was no jest, she had, during the summer, chosen another friend.
Længe fik den også lov at tænke derover, den tænkte, medens sommeren gik, og den lange vinter gik, og det blev sommer igen, da kom den atter frem. Men da var den unge mand slet ikke glad; han tog så hårdt på papirerne, smed verset hen, så at blomsten faldt på gulvet, flad og vissen var den blevet, men derfor skulle den dog ikke kastes på gulvet; dog der lå den bedre end i ilden, der blussede versene og brevene op. Hvad var der sket? Hvad der sker så tit. Blomsten havde gækket ham, det var en spøg; jomfruen havde gækket ham, det var ingen spøg; hun havde kåret sig en anden ven i skærsommer.

Next morning the sun shone in upon the little flattened Snowdrop, that looked as if it had been painted upon the floor. The servant girl, who was sweeping out the room, picked it up, and laid it in one of the books which were upon the table, in the belief that it must have fallen out while the room was being arranged. Again the flower lay among verses– printed verses– and they are better than written ones– at least, more money has been spent upon them.
I morgenstunden skinnede solen ind på den lille fladtrykte sommergæk, der så ud, som den var malet på gulvet. Pigen, som fejede, tog den op, lagde den ind i en af bøgerne på bordet, idet hun troede, at den var faldet ud, da hun ryddede op og lagde i orden. Og blomsten lå igen mellem vers, trykte vers, og de er fornemmere end de skrevne, i det mindste er der kostet mere på dem.

And after this years went by. The book stood upon the book-shelf, and then it was taken up and somebody read out of it. It was a good book; verses and songs by the old Danish poet, Ambrosius Stub, which are well worth reading. The man who was now reading the book turned over a page. "Why, there's a flower!" he said; "a snowdrop, a summer gauk, a poet gauk! That flower must have been put in there with a meaning! Poor Ambrosius Stub! he was a summer fool too, a poet fool; he came too early, before his time, and therefore he had to taste the sharp winds, and wander about as a guest from one noble landed proprietor to another, like a flower in a glass of water, a flower in rhymed verses! Summer fool, winter fool, fun and folly– but the first, the only, the fresh young Danish poet of those days. Yes, thou shalt remain as a token in the book, thou little snowdrop: thou hast been put there with a meaning."
Så gik åringer, bogen stod på hylden; nu kom den frem, blev åbnet og læst i; det var en god bog: Vers og viser af den danske digter Ambrosius Stub, som nok er værd at kende. Og manden, som læste i bogen, vendte bladet. "Der ligger jo en blomst!" sagde han, "en sommergæk! det er nok med betydning, den er lagt her; stakkels Ambrosius Stub! han var også en sommergæk, en digtergæk! han kom for tidlig i sin tid, og derfor fik han slud og skarpe vinde, gik på omgang hos de fynske herremænd, som blomst i vandglasset, blomst i rimbrevet! sommergæk, vinternar, spas og narrestreger, og dog den første, den eneste, den ungdomsfriske danske digter. Ja, lig som mærke i bogen, lille sommergæk! du er lagt der med betydning."

And so the Snowdrop was put back into the book, and felt equally honored and pleased to know that it was a token in the glorious book of songs, and that he who was the first to sing and to write had been also a snowdrop, had been a summer gauk, and had been looked upon in the winter-time as a fool. The Flower understood this, in her way, as we interpret everything in our way.
Og så blev sommergækken igen lagt i bogen, og følte sig der både beæret og fornøjet ved at vide, at den var mærke i den dejlige sangbog, og at den, der havde først sunget og skrevet om den, også havde været sommergæk, stået til nar i vinteren. Blomsten forstod det nu på sin måde, ligesom vi enhver ting på vor måde.

That is the story of the Snowdrop.
Det var eventyret om sommergækken!