Boghveden


Il grano saraceno


Tit og ofte, når man efter et tordenvejr går forbi en ager, hvor boghveden gror, ser man, at den er blevet ganske sort og afsvedet; det er ligesom en ildlue var gået hen over den, og bondemanden siger da: "Det har den fået af lynilden!" men hvorfor har den fået det? - Jeg skal fortælle, hvad gråspurven har sagt mig, og gråspurven har hørt det af et gammelt piletræ, der stod ved en boghvedeager og står der endnu. Det er sådant et ærværdigt stort piletræ, men runkent og gammelt, det er revnet lige midt i og der vokser græs og brombærranker ud af revnen; træet hælder forover og grenene hænger lige ned mod jorden, ligesom om de kunne være et grønt, langt hår.
På alle markerne rundt om voksede korn, både rug, byg og havre, ja den dejlige havre, der ser ud, når den er moden, ligesom en hel mængde små gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo tungere det var des dybere bøjede det sig i from ydmyghed.
Men der var også en ager med boghvede, og den ager var lige ud for det gamle piletræ; boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn, den knejste stolt og stiv!
"Jeg er vel så rig, som akset," sagde den, "jeg er desuden meget smukkere; mine blomster er skønne, som æbletræets blomster, det er en lyst at se på mig og mine! kender du nogen prægtigere end os, du gamle piletræ!"
Og piletræet nikkede med hovedet, ligesom det ville sige: "Jo det gør jeg rigtignok!" men boghveden struttede af bare hovmod og sagde: "Det dumme træ, det er så gammelt at der vokser græs i maven på det!"
Nu trak der et skrækkeligt ondt vejr op; alle markens blomster foldede deres blade, eller bøjede deres fine hoveder, mens stormen fór hen over dem; men boghveden knejsede i sin stolthed.
"Bøj dit hoved, som vi!" sagde blomsterne.
"Det behøver jeg slet ikke!" sagde boghveden.
"Bøj dit hoved, som vi!" råbte kornet! "nu kommer stormens engel flyvende! han har vinger, der når oppe fra skyerne og lige ned til jorden, og han hugger dig midt over, før du kan bede ham være dig nådig!"
"Ja men jeg vil ikke bøje mig!" sagde boghveden.
"Luk dine blomster og bøj dine blade!" sagde det gamle piletræ, "se ikke op mod lynet, når skyen brister, selv menneskene tør det ikke, thi i lynet kan man se ind i Guds himmel, men det syn kan selv gøre menneskene blinde, hvad ville der da ikke ske med os jordens vækster, vovede vi det, vi, som er langt ringere!"
"Langt ringere!" sagde boghveden. "Nu vil jeg just se ind i Guds himmel!" og den gjorde det i overmod og stolthed. Det var, som hele verden stod i ildslue, således lynede det.
Da det onde vejr siden var forbi, stod blomster og korn i den stille rene luft, så forfriskede af regnen, men boghveden var brændt kulsort i lynet, den var nu en død, unyttig urt på marken.
Og det gamle piletræ bevægede sine grene i vinden og der faldt store vanddråber fra de grønne blade, ligesom om træet græd, og spurvene spurgte: "Hvorfor græder du? her er jo så velsignet! se hvor solen skinner, se hvor skyerne går, kan du mærke den duft fra blomster og buske! hvorfor græder du, gamle piletræ!"
Og piletræet fortalte om boghvedens stolthed, overmod og straf! den følger altid. Jeg som fortæller historien har hørt den af spurvene! - de fortalte mig det en aften, da jeg bad dem om et eventyr.
Molto spesso capita che, se si passeggia dopo un temporale in un campo dove cresce il grano saraceno, si scopre che questo è diventato tutto nero e bruciacchiato; come se una fiamma vi fosse passata sopra, il contadino infatti dice: "È stato colpito dal fulmine!" ma perché è stato colpito? Ora vi racconterò quello che un passerotto mi ha detto una volta, e il passerotto lo ha sentito da un vecchio salice che si trova ancora oggi proprio vicino a un campo di grano saraceno.
Era un salice molto grande e onorevole, ma ormai vecchio e grinzoso: aveva una fenditura proprio nel mezzo, e là crescevano l'erba e cespugli di more. Il salice è piegato in avanti, e i rami sono chini verso terra e sembrano lunghi capelli verdi.
Nei campi intorno all'albero crescevano grano, segala, orzo e avena, sì proprio la bella aveva che quand'è matura sembra una folla di piccoli canarini dorati appoggiati su un ramo. Il grano stava lì, benedetto, e quanto più era pesante, tanto più si piegava verso il basso per devota umiltà.
C'era anche un campo di grano saraceno, che si trovava più vicino al vecchio salice, ma il grano saraceno non si piegava affatto come l'altro grano, restava dritto e pieno di superbia.
"Io sono ricco come la spiga di grano" diceva "ma sono molto più bello, i miei fiori sono più graziosi, profumano come i fiori del melo, è un piacere guardarmi, conosci forse qualcuno più bello di me, vecchio salice?"
E il salice annuiva col capo, come per dire: "Certo che lo conosco!," ma il grano saraceno si gonfiava di orgoglio e diceva: "Che stupido albero, è così vecchio che gli cresce l'erba nella pancia!".
Improvvisamente venne brutto tempo, tutti i fiori del campo richiusero i loro petali e chinarono le graziose testoline, mentre la tempesta passava sopra di loro; il grano saraceno invece se ne stava dritto nella sua superbia.
"Piega la testa come facciamo noi!" gli dissero i fiori.
"Io non ne ho bisogno!" rispose il grano saraceno.
"Piegati come facciamo noi!" gridò il grano "adesso passerà in volo l'angelo della tempesta! Ha grandi ali che vanno dalle nuvole del cielo alla terra, ti colpirà prima ancora che tu possa chiedergli di risparmiarti!"
"Ma io non voglio piegarmi" replicò il grano saraceno.
"Chiudi i fiori e piega le foglie!" gli disse anche il vecchio salice "non guardare il fulmine mentre si stacca dalla nuvola, neppure gli uomini osano guardare, perché attraverso il fulmine si può vedere nel cielo di Dio, ma tale vista rende ciechi gli uomini; che cosa succederebbe quindi a noi piante della terra, se osassimo guardare, noi che siamo molto inferiori?"
"Molto inferiori?" disse il grano saraceno. "Voglio proprio vedere nel cielo di Dio!" gridò pieno di superbia e arroganza.
Giunse il fulmine e sembrò che tutto il mondo fosse una sola fiamma di fuoco.
Quando il brutto tempo si calmò, i fiori e il grano si ritrovarono immersi in un'aria pulita, rinfrescata dalla pioggia, ma il grano saraceno era stato bruciato dal fulmine, e ora non era altro che una inutile erba morta nel campo.
Il vecchio salice agitò i rami al vento e dalle verdi foglie caddero grosse gocce d'acqua; sembrava che l'albero piangesse.
Allora i passerotti chiesero: "Perché piangi? Qui tutto è benedetto dal Signore; guarda come splende il sole e come corrono le nuvole, non senti che profumo viene dai fiori e dai cespugli? Perché piangi dunque, vecchio salice?".
E il salice raccontò allora della superbia e dell'arroganza del grano saraceno, e della punizione che non manca mai. Io che vi racconto la storia, l'ho sentita dai passerotti; me l'hanno raccontata una sera che ho chiesto che mi narrassero una storia.