La suerte puede estar en un palito


Lykken kan ligge i en pind


Ahora os voy a contar un cuento sobre la suerte.
Todos conocemos la suerte; algunos la ven durante todo el año, otros sólo ciertos años y en un único día; incluso hay personas que no la ven más que una vez en su vida; pero todos la vemos alguna vez.
No necesito decir, pues todo el mundo lo sabe, que Dios envía al niñito y lo deposita en el seno de la madre, lo mismo puede ser en el rico palacio y en la vivienda de la familia acomodada, que en pleno campo, donde sopla el frío viento. Lo que no saben todos - y, no obstante, es cierto - es que Nuestro Señor, cuando envía un niño, le da una prenda de buena suerte, sólo que no la pone a su lado de modo visible, sino que la deja en algún punto del mundo, donde menos pueda pensarse; pero siempre se encuentra, y esto es lo más alentador. Puede estar en una manzana, como ocurrió en el caso de un sabio que se llamaba Newton: cayó la manzana, y así encontró él la suerte. Si no conoces la historia, pregunta a los que la saben; yo ahora tengo que contar otra: la de una pera.
Érase una vez un hombre pobre, nacido en la miseria, criado en ella y en ella casado. Era tornero de oficio, y torneaba principalmente empuñaduras y anillas de paraguas; pero apenas ganaba para vivir.
- ¡Nunca encontraré la suerte! -decía. Advertid que es una historia verdadera, y que podría deciros el país y el lugar donde residía el hombre, pero esto no hace al caso.
Las rojas y ácidas acerolas crecían en torno a su casa y en su jardín, formando un magnífico adorno. En el jardín había también un peral, pero no daba peras, y, sin embargo, en aquel árbol se ocultaba la suerte, se ocultaba en sus peras invisibles. Una noche hubo una ventolera horrible; en los periódicos vino la noticia de que la gran diligencia había sido volcada y arrastrada por la tempestad como un simple andrajo. No nos extrañará, pues, que también rompiera una de las mayores ramas del peral.
Pusieron la rama en el taller, y el hombre, por pura broma, torneó con su madera una gruesa pera, luego otra menor, una tercera más pequeña todavía y varias de tamaño minúsculo.
De esta manera el árbol hubo de llevar forzosamente fruto por una vez siquiera. Luego el hombre dio las peras de madera a los niños para que jugasen con ellas.
En un país lluvioso, el paraguas es, sin disputa, un objeto de primera necesidad. En aquella casa había uno roto para toda la familia.
Cuando el viento soplaba con mucha violencia, lo volvía del revés, y dos o tres veces lo rompió, pero el hombre lo reparaba. Lo peor de todo, sin embargo, era que el botón que lo sujetaba cuando estaba cerrado, saltaba con mucha frecuencia, o se rompía la anilla que cerraba el varillaje.
Un día se cayó el botón; el hombre, buscándolo por el suelo, encontró en su lugar una de aquellas minúsculas peras de madera que había dado a los niños para jugar.
- No encuentro el botón -dijo el hombre-, pero este chisme, podrá servir lo mismo -. Hizo un agujero en él, pasó una cinta a su través, y la perita se adaptó a la anilla rota. Indudablemente era el mejor sujetador que había tenido el paraguas.
Cuando, al año siguiente, nuestro hombre envió su partida de puños de paraguas a la capital, envió también algunas de las peras de madera torneada con media anilla, rogando que las probasen; y de este modo fueron a parar a América. Allí se dieron muy pronto cuenta de que la perita sujetaba mejor que todos los botones, por lo que solicitaron del comerciante que, en lo sucesivo, todos los paraguas vinieran cerrados con una perita.
¡Cómo aumentó el trabajo! ¡Peras por millares! Peras de madera para todos los paraguas. Al hombre no le quedaba un momento de reposo, tornea que tornea. Todo el peral se transformó en pequeñas peras de madera. Llovían los chelines y los escudos.
- ¡En el peral estaba escondida mi suerte! -dijo el hombre. Y montó un gran taller con oficiales y aprendices. Siempre estaba de buen humor, y decía-: La suerte puede estar en un palito.
Yo, que cuento la historia, digo lo mismo.
Ya conocéis aquel dicho: "Ponte en la boca un palito blanco, y serás invisible". Pero ha de ser el palito adecuado, el que Nuestro Señor nos dio como prenda de suerte. Yo lo recibí, y, como el hombre de la historia, puedo sacar de él oro contante y sonante, oro reluciente, el mejor, el que brilla en los ojos infantiles, resuena en la boca del niño y también en la del padre y la madre. Ellos leen las historias y yo estoy a su lado, en el centro de la habitación, pero invisible, pues tengo en la boca el palito blanco. Si observo que les gusta lo que les cuento, entonces digo a mi vez: "¡La suerte puede estar en un palito!".
Nu skal jeg fortælle en historie om lykken. Vi kender alle sammen lykken: Nogle ser den år ud, år ind, andre kun i visse åringer, på en enkelt dag, ja, der gives de mennesker, som kun én eneste gang i deres liv ser den, men ser den gør vi alle.
Nu behøver jeg ikke at fortælle, for det ved enhver, at Vorherre sender det lille barn og lægger det i en moders skød, - det kan være i det rige slot og i den velhavende stue, men også på åben mark, hvor den kolde vind blæser; dog enhver ved nok ikke, og vist er det alligevel, at Vorherre, idet han bringer barnet, også bringer en lykkegave til det, men den lægges ikke åbenlyst lige ved siden af; den lægges et sted i verden, hvor man mindst tænker på at finde den, og dog findes den altid; det er det glædelige. Den kan være lagt i et æble; det var den for en lærd mand, som hed Newton: Æblet drattede, og så fandt han sin lykke. Kender du ikke historien, så bed dem om at fortælle den, som kan den; jeg har en anden historie at fortælle, og det er en historie om en pære.
Der var en stakkels mand, som var født i armod, groet op i armod, og på den havde han giftet sig. Han var forresten drejer af profession og drejede især paraplyskafter og paraplyringe; men han havde det næppe fra hånden i munden.
"Jeg finder aldrig lykken!" sagde han. Det er en virkelig oplevet historie, og man kan nævne landet og stedet, hvor manden boede, men det er nu det samme.
De røde, sure rønnebær voksede som den rigeste pynt omkring hans hus og have. I den var dog også et pæretræ, men det bar ikke en eneste pære, og dog var lykken lagt i dette pæretræ, lagt i de usynlige pærer.
En nat stormede vinden ganske forfærdeligt; man fortalte i aviserne, at den store diligence blev af stormen løftet op fra vejen og kastet hen som en klud. Sagtens kunne da en stor gren blive knækket af pæretræet.
Grenen blev lagt ind i værkstedet, og manden drejede, i spøg, af den en stor pære og så nok en stor, derpå en mindre og så nogle ganske små.
Træet måtte dog engang sætte pærer, sagde manden, og så gav han dem til børnene at lege med.
Til livets nødvendighed i et vådt land hører nu rigtignok en paraply. Hele huset havde til fælles brug kun én; blæste vinden for stærkt, så vendte paraplyen sig, ja den knækkede endogså et par gange, men manden satte den straks i god stand igen; dog ærgerligst var det, at knappen, der skulle holde den sammen, når den var slået ned, alt for tit sprang af, eller ringen, der blev sat om den, gik itu.
En dag sprang knappen; manden søgte efter den på gulvet og fik der fat i en af de allermindste drejede småpærer, en af dem, børnene havde fået til at lege med.
"Knappen er ikke til at finde!" sagde manden, "men den lille ting kan nok gøre samme gavn!" Så borede han et hul i den, trak en lidse igennem, og den lille pære sluttede godt i den knækkede ring. Det var sandelig den allerbedste sammenholder, paraplyen endnu havde haft.
Da manden næste år skulle sende paraplyskafter til hovedstaden, hvor han leverede den slags, sendte han også et par af de drejede små træpærer med en halv ring om, og bad om, at de måtte prøves, og således kom de til Amerika. Der mærkede man snart, at den lille pære holdt langt bedre end nogen anden knap, og nu forlangte man af købmanden, at alle paraplyer, som fulgte efter, skulle lukkes med en lille pære.
Nå, der blev noget at bestille! Pærer i tusindvis! Træpærer på alle paraplyer! Manden måtte tage fat. Han drejede og drejede. Hele pæretræet gik op i de små træpærer! Det gav skillinger, det gav dalere!
"I det pæretræ var min lykke lagt!" sagde manden. Han fik nu et stort værksted med svende og drenge. Altid var han i godt humør og sagde: "Lykken kan ligge i en pind!"
Det siger også jeg, som fortæller historien.
Man har den talemåde: "Tag en hvid pind i munden, så er du usynlig!" men det må da være den rigtige pind, den, som gives os i lykkegave af Vorherre. Den fik jeg, og jeg kan også ligesom manden hente klingende guld, blinkende guld, det allerbedste, det, der blinker fra barneøjne, det, der klinger fra barnemund, og fra fader og moder med. De læser historierne, og jeg står midt i stuen hos dem, men usynlig, thi jeg har den hvide pind i munden; fornemmer jeg nu, at de er glade ved hvad jeg fortæller, ja, så siger jeg også: Lykken kan ligge i en pind!