La más feliz


Hvem var den lykkeligste?


- ¡Qué rosas tan bellas! - dijo el Sol -. Y todas las yemas se abrirán, y serán tan hermosas como ellas. ¡Son hijas mías! Yo les he dado el beso de la vida.
"Hvilke dejlige roser!" sagde solskinnet. "Og hver knop vil springe ud og blive lige så smuk. Det er mine børn! Jeg har kysset dem til live!"

- Son hijas mías - dijo a su vez el rocío -. Les he dado a beber mis lágrimas.
"Det er mine børn!" sagde duggen. "Jeg har diet dem op med min tårer."

-Pues yo diría que su madre soy yo - exclamó el rosal -. Vosotros no sois sino los padrinos, que les ofrecisteis un regalo según vuestras posibilidades y vuestra buena voluntad.
"Jeg skulle dog tro, at jeg er deres moder!" sagde rosenhækken. "I andre er kun faddere, som gav faddergave efter evne og god vilje."

- ¡Rosas, hermosas hijas mías! - dijeron los tres, y les deseaban a todas la mayor felicidad de que puede gozar una rosa. Sin embargo, una sola podía ser la más feliz; y otra debía ser la menos feliz de todas. Era inevitable. Pero, ¿cuál sería?
"Mine dejlige rosenbørn!" sagde de alle tre, og ønskede hver blomst den største lykke; men kun én kunne blive den lykkeligste og én måtte blive den mindst lykkelige; men hvilken af dem?

- Yo lo averiguaré - dijo el viento -. Voy volando hasta muy lejos y en todas direcciones, me meto en las rendijas más estrechas, sé lo que pasa en todas partes.
"Det skal jeg få at vide!" sagde vinden. "Jeg jager vidt om, trænger igennem den snævreste revne, ved besked ude og inde."

Todas las rosas abiertas oyeron la conversación, y los capullos henchidos, también.
Hver udsprungen rose hørte hvad der blev sagt, hver svulmende knop fornemmede det.

En esto se presentó en el jardín una madre amorosa vestida de luto, con semblante triste, y cogió una rosa a medio abrir, fresca y lozana; la que le pareció más hermosa. Llevósela a su solitaria habitación, donde pocos días antes había estado brincando su hijita, enamorada de la vida, y que ahora yacía en el negro ataúd, dormida estatua de mármol. La madre besó a la muerta, y besando luego la rosa semiabierta, la depositó sobre el pecho de la muchacha, como esperando que su frescor y el beso de una madre pudieran hacer palpitar nuevamente el corazón.
Da kom der gennem haven en sorgfyldt, kærlighedsfuld moder, klædt i sort; hun plukkede en af roserne, der stod halvt udsprungen, frisk og fyldig, og forekom hende at være den smukkeste af dem alle. Hun bragte blomsten ind i det stille, tavse kammer, hvor for få dage siden den unge, livsglade datter tumlede sig, men nu lå udstrakt som et sovende marmorbillede i den sorte kiste. Moderen kyssede den døde, kyssede derpå den halvt udsprungne rose og lagde den ved den unge piges bryst, som den ved sin friskhed og en moders kys kunne få hjertet til at banke igen.

Pareció como si la rosa se hinchara; cada uno de sus pétalos temblaba de gozo:
Det var som rosen svulmede; hvert blad bævede i tanke og glæde: "Hvilken kærligheds vej blev mig forundt! Jeg bliver som et menneskes barn, får en moders kys, får velsignelsens ord og går med ind i det ubekendte rige, drømmende ved den dødes bryst! Til visse, jeg blev den lykkeligste af alle mine søstre!"

- ¡Qué destino de amor me ha sido concedido! He llegado a ser como una criatura humana, recibo el beso de una madre escucho palabras de bendición y me voy al reino desconocido, soñando junto al pecho de la muerta. Indudablemente he sido la más feliz de todas las hermanas.
I haven, hvor rosentræet stod, gik den gamle lugekone; hun betragtede også træets herlighed, og hæftede øjnene på den største, fuldtudfoldede rose. En dugdråbe og en varm dag til, så ville bladene falde; det så konen og fandt, at den have gjort sit skønheds gavn, nu skulle den også gøre nyttens. Og så plukkede hun den og lagde den i en avis, den skulle hjem med til andre afbladede roser og med dem syltes, blive potpourri; føres sammen med de små blå drenge, som kaldes lavendler, balsameres med salt. Balsameres, det bliver kun roser og konger.

Apareció luego en el jardín la vieja escardadera. Contempló a su vez la magnificencia del rosal y sus ojos se clavaron en la rosa mas grande, abierta del todo. "Otra gota de rocío y otro día ardoroso, y sus hojas caerán", pensó la mujer. La flor había dado ya el beneficio de su belleza, y debía dar ahora el de su utilidad. La cortó y guardó en un periódico; la pondría en casa junto a otras rosas marchitas, y, mezclándolas con esas otras pequeñas flores azules llamadas espliegos, las embalsamaría con sal. Hay que observar que sólo se embalsama a las rosas y a los reyes.
"Jeg bliver den mest hædrede!" sagde rosen, idet lugekonen tog den. "Jeg bliver den lykkeligste! Jeg skal balsameres."

- ¡Qué honor el mío! - dijo la rosa al sentirse cogida por la escardadera -. Van a embalsamarme. Yo seré la más feliz.
Der kom i haven to unge mænd, den ene var en maler, den anden var en digter; hver af dem plukkede en rose, dejlig at se.

Presentáronse luego en el jardín dos jóvenes; uno de ellos era poeta, el otro pintor, y cada uno de ellos cogió una rosa bellísima.
Og maleren gav på lærredet et billede af den blomstrende rose, så at den troede at spejle sig.

El pintor trasladó al lienzo una imagen de la flor abierta, con tal fidelidad que parecía su reflejo.
"Således," sagde maleren, "skal den leve i mange menneskealdre, i hvilke millioner og atter millioner af roser visner og dør!"

- De este modo - dijo el artista - viviré muchas generaciones, mientras millones y millones de su especie se marchitarán y morirán.
"Jeg blev den mest begunstigede!" sagde rosen, "jeg vandt den største lykke!"

- Yo habré sido la más favorecida - dijo la rosa -; la suerte mejor habrá sido para mí.
Digteren betragtede sin rose, skrev et digt om den, et helt mysterium, alt hvad han læste på blad ved blad, i rosen: "Kærlighedsbilledbog," det var en udødelig digtning.

El poeta contempló la flor que había cogido y compuso sobre ella un poema, en el que se expresaban todos los misterios que había leído en sus pétalos. Púsole por título "Libro de estampas del Amor" y pasó a la inmortalidad.
"Jeg er udødelig med den!" sagde rosen, "jeg er den lykkeligste!"

- ¡Me han hecho inmortal! - exclamó la rosa -. ¡Yo soy la más feliz de todas!
Der var dog, i al den pragt af roser, en, som næsten sad skjult af de andre; tilfældigvis, heldigvis måske, den havde en skavank, sad skævt på stilken, og ved den ene side svarede bladene ikke til dem på den modsatte side; ja midt i blomsten selv voksede frem ligesom et lille forkrøblet grønt blad; det hænder med roser.

Entre la magnificencia del rosal florido había una rosa que quedaba casi oculta bajo las restantes. Casualmente, y por suerte tal vez para ella, tenía un defecto: estaba torcida en su tallo, y las hojas de un lado no eran simétricas a las del opuesto. Del centro de la flor salía una hojita verde deformada. Son esas miserias de las que no se libran ni las rosas.
"Stakkels barn!" sagde vinden, og kyssede den på kinden. Rosen troede det var en hilsen, en hyldest; den havde en fornemmelse af at den var lidt anderledes skabt, end de andre roser, og at der voksede den et grønt blad ud af dens indvendige, og det betragtede den som en udmærkelse. Der fløj en sommerfugl ned på den og kyssede dens blade, det var en frier; hun lod ham flyve igen. Der kom en voldsom stor græshoppe; den satte sig rigtignok på en anden rose, gned i forelskelse sit skinneben, det er kærlighedstegnet hos græshopperne; rosen, den sad på, forstod det ikke, men det gjorde rosen med udmærkelsen, det grønne forkrøblede blad, thi på hende så græshoppen med øjne, som sagde: "Jeg kunne spise dig af bare kærlighed!" og yderligere kan aldrig kærligheden gå: Den ene går op i den anden! Men rosen ville ikke gå op i springfyren. Nattergalen sang i den stjerneklare nat.

- ¡Pobrecilla! - dijo el viento besándola en la mejilla. La rosa creyó que era un saludo, un homenaje; tuvo la impresión de ser distinta de las demás rosas, y parecióle una distinción la circunstancia de tener en el centro aquella hoja verde. Llegó volando una mariposa y besó sus pétalos; era un pretendiente, y ella lo dejó marchar. Vino después un saltamontes muy grandote, que se posó sobre otra rosa, se puso a frotarse la falsa pata, lo cual, en los saltamontes, es señal de amor. La flor en que se había posado no lo comprendió, pero la rosa deformada sí se dio cuenta de que el insecto miraba con ojos que decían: "Te comería de puro amor". ¿Y qué mayor signo de amor que el quererse comer al ser amado? Pero la rosa no quiso entregarse al saltamontes. El ruiseñor cantó en medio de la noche estrellada.
"Det er alene for mig!" sagde rosen med skavanken eller udmærkelse. "Hvorfor skal jeg således i alt udmærkes fremfor alle mine søstre! Hvorfor fik jeg dette særegne, der gør mig til den lykkeligste?"

- Estoy segura de que lo hace para mí - dijo la rosa del defecto, o de la distinción -. Por qué me han distinguido así por encima de todas mis hermanas? ¿Por qué me dieron esta cualidad, que hace de mí la más feliz?
Da kom i haven to cigarrygende herrer; de talte om roser og om tobak: Roser skal ikke kunne tåle røgen, de skifter farve, bliver grønne; det skulle prøves. De nænnede ikke at tage en af de allerprægtigste roser, de tog den med skavanken.

A continuación entraron en el jardín dos fumadores. Hablaban de rosas y de tabaco. Decíase que las rosas no soportaban el humo del tabaco, y que a su contacto la flor perdía su color y se volvía verde. Querían efectuar el experimento, pero les dolió echar a perder una de aquellas rosas tan bellas, y cortaron la defectuosa.
"Hvilken ny udmærkelse!" sagde den. "Jeg er overvættes lykkelig! Den allerlykkeligste!"

- ¡Una nueva distinción! - exclamó ésta -. ¡Qué ventura la mía! Soy la más feliz de todas.
Og den blev grøn i bevidsthed og tobaksrøg.

Y se puso verde, de orgullo y del humo del tabaco.
Én rose, halvt knop endnu, måske den skønneste på træet, fik hædersplads i gartnerens kunstbundne buket; den blev bragt til husets unge, bydende herre, og kørte med ham i karet; den sad som skønhedsblomst mellem andre blomster og dejligt grønt; den kom til fest og glans: Mænd og kvinder sad på pynteligt belyste af tusinde lamper; musikken klang; det var i teatrets lyshav; og da under den stormende jubel den fejrede unge danserinde svævede frem på scenen, fløj buket ved buket som en blomsterregn for hendes fødder. Der faldt buketten, hvori den dejlige rose sad som ædelsten; den følte hele sin navnløse lykke, den hæder og glans, som den svævede ind i; og idet den berørte gulvet, dansede den med, den sprang, fór hen over brædderne, knækket af sin stilk, idet den faldt. Den kom ikke i den hyldedes hænder, den trillede om bag kulissen, hvor en maskinkarl tog den op, så hvor smuk den var, hvor fuld af duft den var, men stilk var der ikke på den. Så puttede han den i sin lomme, og da han om aftnen kom hjem, fik den plads i et snapseglas og lå der på vandet hele natten. I den tidlige morgen blev den stillet foran bedstemoder, der gammel og kraftløs sad i lænestolen. Hun så på den afknækkede, dejlige rose, glædede sig ved den og dens duft.

Una rosa, semicapullo todavía, acaso la más bella del rosal, obtuvo el puesto de honor en un artístico ramillete que reunió el jardinero y que, llevado al señorito de la casa, salió con él en coche. La rosa brillaba como una perla entre otras flores, rodeadas de verdor. La llevaron a la esplendoroso fiesta, a la que asistían elegantes caballeros y damas, a la luz de mil lámparas. Sonó la música; sucedía aquello en el océano de luz del teatro, y cuando la joven y celebrada bailarina apareció, vaporosa, en escena, saludada por el general entusiasmo, los ramos volaron a sus pies como lluvia de flores. Entre ellos cayó el ramillete, en cuyo centro brillaba como piedra preciosa la bella rosa de nuestro jardín. Sintió la flor su inmensa e indecible felicidad, la gloria y el esplendor que la rodeaban, y al tocar el suelo lanzóse también a bailar, a saltar por las tablas, pues al caer se había quebrado su tallo. No fue a parar a manos de la agasajada, sino que rodó detrás del bastidor, donde la recogió un tramoyista. Vio éste que era bellísima y fragante, pero que carecía de tallo; se la metió en el bolsillo, y al llegar a su casa por la noche, púsola en una copita con agua. A la mañana siguiente la colocaron delante de la abuela, que, vieja e inválida, ocupaba el sillón. La mujer estuvo contemplando la magnífica rosa rota y recreándose en su aspecto y su perfume.
"Ja, du kom ikke på den rige, fine frøkens bord, men til den fattige, gamle kone; dog her er du som et helt rosentræ; hvor er du dejlig!"

- No fuiste a parar a la mesa de la rica y linda señorita, sino a la de esta pobre vieja; pero aquí eres como un pomo de rosas. ¡Qué hermosa eres! -. Y miraba la flor con alegría infantil, pensando seguramente en su lejana juventud perdida.
Og hun så med barneglæde på blomsten, tænkte vist også på sin egen længst henfarne friske ungdomstid.

- Entré por un agujero que tenía el cristal - dijo el viento ­ y vi los brillantes ojos juveniles de la anciana y la bella rosa quebrada en la copita. ¡La más feliz de todas! Lo sé. Puedo afirmarlo.
"Der var hul på ruden," sagde vinden, "jeg kom let derind, så den gamle kones ungdomslysende øjne og den afknækkede, dejlige rose i snapseglasset. Den lykkeligste af alle! Jeg ved det! Jeg kan fortælle det!"

Cada una de las rosas del rosal de aquel jardín tenía su historia. Cada una creía ser la más feliz, y la fe da la ventura. La última de las flores estaba persuadida de ser la más dichosa de todas.
Hver rose på træet i haven havde sin historie. Hver rose troede og tænkte sig at være den lykkeligste, og troen gør salig. Den sidste rose var dog den allerlykkeligste, mente den.

- He sobrevivido a las demás. Soy la última, la única, la hija predilecta de nuestra madre.
"Jeg overlevede dem alle! Jeg er den sidste, den eneste, moders kæreste barn!"

- Y yo soy su madre - dijo el rosal.
"Og jeg er moderen for dem!" sagde rosenhækken.

- ¡Yo lo soy! - replicó el sol.
"Jeg er det!" sagde solskinnet.

- ¡Y yo! - afirmaron el viento y el tiempo.
"Og jeg!" sagde vind og vejr.

-Todos tenemos nuestra parte - dijo el viento -. Y cada uno de nosotros participará de su belleza -. Y el viento esparció las hojas sobre la planta, donde yacían las gotas del rocío y brillaba el sol. - También yo he tenido mi parte - añadió el viento -. Yo he visto la historia de todas las rosas, y la contaré por todo el vasto mundo. Luego me dirás cuál de ellas fue la más feliz, esto debes decirlo tú; yo he hablado ya bastante.
"Hver har del i dem!" sagde vinden. "Og hver skal få del af dem!" og så strøede vinden dens blade ud over hækken, hvor dugdråberne lå, hvor solen skinnede. "Også jeg fik min del," sagde vinden. "Jeg fik alle rosernes historie, som jeg vil fortælle ud i den vide verden! Sig mig så, hvem var den lykkeligste af dem alle? Ja, det må du sige, jeg har sagt nok!"