Vænø og Glænø


Vänö and Glänö


Der lå engang ved Sjællands kyst, ud for Holsteinborg, to skovbegroede øer, Vænø og Glænø, på dem var kirkeby og gårde; de lå kysten nær, de lå hinanden nær, nu er der kun den ene ø.
En nat blev det et forfærdeligt vejr, havet steg som det ikke var steget i mands minde; stormen tog voldsomt til; det var et dommedagsvejr, det lød, som om jorden revnede; kirkeklokkerne kom i sving og ringede uden menneskehjælp.
I den nat forsvandt Vænø i havets dyb; det var som om den ø aldrig havde været. Men siden, mangen sommernat, ved stille, klart lavvande, når fiskeren var ude at stange ål ved blus forude i båden, så han, med rigtigt skarpt syn, dybt nede under sig Vænø med dens hvide kirketårn og den høje kirkemur. "Vænø bier efter Glænø," sagde sagnet; han så øen, han hørte kirkeklokkerne ringe dernede, men deri tog han dog fejl, det var til visse lyd fra de mange vilde svaner, som her tit ligger på vandfladen; de klukker og klager, som hørte man langt borte fra klokkeklang.
Der var en tid, da endnu mange gamle folk på Glænø huskede så godt hin stormnat og at de selv, som små, havde ved lavvande kørt mellem de to øer, som man nutildags fra Sjællands kyst, ikke langt fra Holsteinborg, kører over til Glænø; Vandet når kun midt op om hjulene. "Vænø bier efter Glænø," blev der sagt, og det blev sagn og vished.
Mangen lille dreng og pige lå i stormfulde nætter og tænkte: I nat kommer timen, da Vænø henter Glænø. I angst læste de deres fadervor, sov så ind, drømte sødt - og næste morgen var Glænø der endnu med sine skove og kornmarker, sine venlige bondehuse og humlehaver; fuglen sang, dådyret sprang; muldvarpen lugtede ikke havvand, så langt den kunne rode.
Og dog er Glænøs dage talte; vi kan ikke sige, hvor mange de er, men de er talte, en skøn morgen er øen forsvunden.
Du var måske endnu i går hernede ved strandbredden, så de vilde svaner ligge på vandet mellem Sjælland og Glænø, en sejlbåd med udspændte sejl gled forbi skovtykningen, du selv kørte over det lave vadested, der var ingen anden farvej; hestene trampede i vandet, det plaskede om vognhjulene.
Du er rejst derfra, rejser måske nu et lille stykke ud i den vide verden og kommer efter nogle åringer tilbage igen: Du ser da skoven her omslutte en stor grøn engstrækning, hvor høet dufter foran pyntelige bondehuse. Hvor er du? Holsteinborg pranger jo her endnu med sit forgyldte tårnspir, men ikke tæt ved fjorden, det ligger højere oppe i landet; du går igennem skov, hen over mark, ned mod stranden, - hvor er Glænø? Du ser ingen skovø foran dig, du ser det åbne vand. Har Vænø hentet Glænø, som den så længe biede på? Når var den stormnat, hvori dette skete, hvor jorden rystede, så at det gamle Holsteinborg flyttede mange tusind hanefjed op i landet?
Det var ingen stormnat, det var ved den lyse solskinsdag. Menneskekløgt lagde dæmning for havet, menneskekløgt blæste indvandet bort, bandt Glænø til det faste land. Fjorden er blevet eng med frodigt græs, Glænø er groet fast til Sjælland. Den gamle gård ligger hvor den altid lå. Det var ikke Vænø, som hentede Glænø, det var Sjælland, som med lange digearme greb til og med pumpernes mundvejr blæste og læste trylleordene, formælingens ord, og Sjælland fik mange tønder land i brudegave. Det er sandhed, den er tinglæst, du har syn for sagn, øen Glænø er forsvundet.
Near the coast of Zealand, off Holsteinborg castle, there once lay two wooded islands, Vänö and Glänö, on which were villages, churches, and farms. The islands were quite close to the coast and quite close to each other; now there is but one of these tracts remaining.
One night a fierce tempest broke loose. The ocean rose higher than ever before within man's memory. The storm increased; it was like doomsday weather, and it sounded as if the earth were splitting. The church bells began to swing and rang without the help of man.
That night Vänö vanished into the ocean depths; it was as if that island had never existed. But afterward on many a summer night, when the still, clear water was at low tide, and the fisherman was out on his boat to catch eel by the light of a torch, he could, on looking sharply, see Vänö, with its white church tower and high church wall, deep down below. He would recall the saying, "Vänö is waiting to take Glänö," as he saw the island, and he could hear the church bells ringing down there, but in that he was mistaken, for the sound came from the many wild swans which frequently rested on the water there, and whose clucking and complaining sounded like faraway church bells.
There was a time when there were still many old people on Glänö who well remembered that stormy night, and that they, when little, had ridden between the two islands at ebb tide, as we nowadays ride from the coast of Zealand over to Glänö, the water reaching up only to the middle of the wheels.
"Vänö is waiting to take Glänö," it was said, and this saying was accepted as a certainty. Many little boys and girls would lie in bed on stormy nights and think, "Tonight the hour will come when Vänö calls for Glänö." In fear, they said the Lord's Prayer, fell asleep, had sweet dreams - and the following morning Glänö was still there, with its woods and cornfields, its friendly farmhouses and hop gardens; the bird sang and the deer sprang; the gopher couldn't smell sea water, however far he could dig.
And still Glänö's days were numbered; we could not say just how many there were, but they were numbered, and one beautiful morning the island would no longer exist.
You were perhaps down there at the beach on a day prior to this and saw the wild swans resting on the water between Zealand and Glänö, while a sailboat in full sail glided by the wooded shore, and perhaps you, too, rode across at low tide, with the horses trampling in the water as it splashed over the wagon wheels.
You went away from there, perhaps traveled out into the wide world, and after a few years you have returned. You see the same woods, now surrounding a large, green meadow, where fragrant hay is stacked in front of pretty farmhouses. Where are you? Holsteinborg, with its golden tower spires, is still there, but not close to the bay; it now lies farther up in the country. You walk through the woods, across the field, down toward the beach. Where is Glänö? You don't see little wooded island before you; you see only the open water. Has Vänö finally taken Glänö, as it so long was expected to? On what stormy night did this happen, and when did an earthquake move old Holsteinborg so far inland?
There was no stormy night; it all happened on clear, sunny days. Human skill built a dam to hold back the ocean; human skill dried up the water and bound Glänö to the mainland. The bay has become a meadow with luxuriant grass; Glänö has become part of Zealand. And the old castle stands where it always stood. It was not Vänö that took Glänö; it was Zealand that, through mechanical skill, gained many new acres of land.
This is the truth; you can find it in the records. Glänö Island is no more.