The silent book


Den stumme bog


On the highroad in the forest there stood a lonely farmhouse; the road passed right through its courtyard.
All the windows were open to the warm sun; within the house there was bustling life, but out in the yard, under an arbor of blooming lilacs, there rested an open coffin. The dead man had been carried to it, and this morning he was to be buried. There was no one to stand by the coffin and look down in sorrow at the dead, no one to shed a tear over him.
A white cloth covered his face, and under his head lay a great thick book, its leaves formed of whole sheets of gray paper. And between each leaf there lay withered flowers, kept close and hidden, so that the book was really a complete herbarium, gathered in many different places. His request had been that the book be buried with him, for each flower had formed a chapter of his life.
"Who is the dead man?" we asked; and the answer was:
"The old student of Upsala. They say he was once a brilliant man who knew foreign languages and could sing and write songs, too. But it was also said that something went wrong with him, and he wasted his thoughts and himself in drinking. Finally, when his health was gone he came out here to the country, where some kindly person paid his board and lodging. He was as gentle as a child, but when his dark moods came on him he became as strong as a giant and ran about the forest like a hunted beast. But if we could manage to get him home and persuade him to open the book with the withered flowers, he would sit quietly all day long, looking at one flower after another, and often the tears rolled down his cheeks. God only knows what thoughts those flowers brought back to him. But he begged that the book be laid in the coffin with him, so there it is. In a little while we'll nail the lid down, and then he will have his sweet rest in the grave."
We lifted up the cloth; there was a peaceful look on the face of the dead man; a ray of sunshine flickered across it. A swallow darted swiftly into the arbor and wheeled rapidly, twittering above the dead man's head.
Surely we all know that strange feeling when we take out old letters of our youth and read them. All the hopes and sorrows of our life seem to rise up before us again. How many of those whom we then knew and were on intimate terms with are dead to us now! Yet they are still alive, although for a long time they have not been in our thoughts - those whom we once thought we should cling to forever, and share their joys and sorrows.
The faded oak leaf in that silent book is the memento of a friend, the school friend who was to remain a friend for life. He himself had fastened that leaf in the student's cap in the green forest long ago, when that lifelong bond of friendship was made. Where is that friend now? The leaf is kept; the bond-broken.
Here is a foreign hothouse plant, far too tender for the gardens of the North; its fresh odor seems to cling to it still. The daughter of a noble house gave it to him out of her own garden.
Here is a water lily that he himself plucked, and watered with his bitter tears, a water lily of sweet waters. And what do the leaves of this nettle tell us? What were his thoughts when he plucked it and laid it away?
Here are lilies of the valley from the dark solitudes of the forest, honeysuckle from the taproom flowerpot, and here the sharp, bare grass blade.
Gently the blooming lilac bends its fresh and fragrant clusters over the dead man's head; the swallow darts by again - "Quivit! Quivit!" Now the men come with nails and hammer; the lid is laid over the dead, who rests his head silently on the silent book.
Hidden - forgotten!
Ved landevejen inde i skoven lå en ensom bondegård, man kom lige gennem gårdsrummet; solen skinnede der, alle vinduer stod åbne, liv og røre var der indenfor, men i gården, i en løvhytte af blomstrende syrener, stod en åben ligkiste; den døde var sat herud, denne formiddag skulle han begraves; ingen stod og så sørgende på den døde, ingen græd over ham, hans ansigt lå tildækket med et hvidt klæde, og under hans hoved var lagt en stor, tyk bog, hvis blade hvert var et helt ark gråt papir, og mellem hvert lå, gemt og glemt, visne blomster, et helt herbarium, samlet på forskellige steder; det skulle med i graven, havde han selv forlangt. Til hver blomst knyttede sig et kapitel af hans liv.
"Hvem er den døde?" spurgte vi, og svaret var: "den gamle student fra Upsala! han skal en gang have været flink, kunnet lærde sprog, kunnet synge, ja skrive viser med, har man sagt; men så var der noget der kom i vejen, og så smed han sine tanker, og sig selv med, hen i brændevinen, og da hans helsen fulgte efter, så kom han herud på landet, hvor der blev betalt for hans kost. Han var from som et barn, når kun ikke det sorte sind kom over ham, thi så blev han stærk og løb om i skoven, som et jaget dyr; men fik vi ham hjem, fik vi ham her til at se i bogen med de tørre urter, så kunne han sidde den hele dag og se på en urt og så på en anden, og mangen gang løb tårerne ham ned over kinderne; Gud ved, hvad han tænkte derved! men bogen bad han om at få med i sin kiste, og nu ligger den der, og om en kort stund skal låget slås fast, og han skal få sin søde hvile i graven."
Ligdugen blev løftet; der var fred i den dødes ansigt, en solstråle faldt på det; en svale skød i sin pilsnare flugt ind i løvhytten og vendte sig i flugten, kvidrende over den dødes hoved.
Hvor underligt er det dog, – vi kender det vist alle, – at tage gamle breve frem fra vor ungdomstid og læse disse; da dukker ligesom et helt liv op med alle dets forhåbninger, alle dets sorger. Hvor mange af de mennesker, som vi i hin tid levede så inderligt med, er nu som døde for os, og dog lever de endnu, men vi har i mange tider ikke tænkt på dem, hvem vi engang troede altid at skulle holde fast ved, gensidig dele sorg og glæde med.
Det visne egeblad i bogen her minder om vennen, vennen i skoletiden, vennen for hele livet; han hæftede dette blad på studenterhuen i den grønne skov, da pagten blev sluttet for det hele liv. – Hvor lever han nu? – Bladet gemt, venskab glemt –! Her er en fremmed drivhusplante, for fin for Nordens haver – det er, som var der duft endnu i disse blade! hun gav ham den, frøknen fra den adelige urtegård. Her er nøkkerosen, han selv har plukket og vædet med salte tårer, nøkkerosen fra de søde vande. Og her er en nælde, hvad siger dens blad? Hvad tænkte han ved at plukke den, ved at gemme den? Her er liljekonval fra skovensomheden; her er gedeblad fra krostuens urtepotte, og her det nøgne, skarpe græsstrå –!
Den blomstrende syren hælder sin friske, duftende klase over den dødes hoved –, Svalen flyver atter forbi: "Kvivit! kvivit!" - Nu kommer mændene med søm og med hammer, låget lægges over den døde, der hviler sit hoved på den stumme bog. Gemt – glemt!