I andegården


Nel cortile delle anatre


Der kom en and fra Portugal, nogle sagde fra Spanien, det er lige meget, hun blev kaldt den portugisiske, hun lagde æg, blev slagtet og anrettet; det er hendes levnedsløb. Alle de, som krøb ud af hendes æg, blev kaldt de portugisiske og det betød noget; nu var her af hele den slægt kun en tilbage i andegården, en gård, som også hønsene havde adgang til og hvor hanen trådte op med uendelig hovmod.
"Han krænker mig med sit voldsomme gal!" sagde den portugisiske. "Men køn er han, det kan man ikke nægte, uagtet han ikke er nogen andrik. Moderere sig skulle han, men det er en kunst at moderere sig, det viser højere dannelse, den har de små sangfugle oppe i nabohavens lindetræ! hvor yndigt de synger! der ligger noget så rørende i deres sang; jeg kalder det Portugal! Havde jeg sådan en lille sangfugl, jeg ville være ham en moder, kærlig og god, det ligger mig i blodet, i mit portugisiske!"
Og lige idet hun talte kom der en lille sangfugl; den kom hovedkulds oppe fra taget. Katten var efter den, men fuglen slap med en knækket vinge og faldt ned i andegården.
"Det ligner katten, det afskum!" sagde den portugisiske; "jeg kender ham fra jeg selv havde ællinger! At et sådant væsen får lov at leve og gå om på tagene! det tror jeg ikke finder sted i Portugal!"
Og hun ynkede den lille sangfugl, og de andre ænder, som ikke var portugisiske, ynkede ham også.
"Det lille kræ!" sagde de, og så kom den ene og så kom den anden. "Vel er vi selv ikke syngende," sagde de, "men vi har indvendig sangbund eller sådant noget; det føler vi, om vi ikke taler derom!"
"Da vil jeg tale om det!" sagde den portugisiske, "og jeg vil gøre noget for den, for det er ens pligt!" og så gik hun op i vandtruget og baskede i vandet, så hun nær havde druknet den lille sangfugl i den skylle, han fik, men det var godt ment. "Det er en god gerning," sagde hun, "den kan de andre se på og tage eksempel af!"
"Pip!" sagde den lille fugl, hans ene vinge var knækket; det var ham svært at ryste sig, men han forstod så godt den velmente pjasken. "De er så hjertensgod, madame!" sagde han, men forlangte ikke mere.
"Jeg har aldrig tænkt over mit hjertelag!" sagde den portugisiske, "men det ved jeg, at jeg elsker alle mine medskabninger undtagen katten, men det kan da ingen forlange af mig! han har ædt to af mine; men vær nu som hjemme her, det kan man; jeg selv er fra en fremmed egn, som De nok ser på min rejsning og fjerkjole! min andrik er indfødt, har ikke mit blod, men jeg hovmoder mig ikke! – forstås De af nogen herinde, så tør jeg nok sige, at det er af mig!"
"Hun har portulak i kroen!" sagde en lille almindelig ælling, der var vittig, og de andre almindelige fandt det så udmærket med "portulak," det klang som "Portugal"; og de stødte til hinanden og sagde rap! han var så mageløs vittig! og så indlod de sig med den lille sangfugl.
"Den portugisiske har rigtignok sproget i sin magt!" sagde de. "Vi har det ikke med store ord i næbbet, men vi har lige så stor deltagelse; gør vi ikke noget for Dem, så går vi stille med det; og det finder vi smukkest!"
"De har en yndig røst!" sagde en af de ældste. "Det må være en dejlig bevidsthed at glæde så mange, som De gør! jeg forstår mig rigtignok aldeles ikke på det! derfor holder jeg min mund, og det er altid bedre, end at sige noget dumt, som så mange andre siger til Dem!"
"Plag ham ikke!" sagde den portugisiske, "han trænger til hvile og pleje. Lille sangfugl, skal jeg pjaske Dem igen?"
"Oh nej, lad mig være tør!" bad han.
"Vandkuren er den eneste, der hjælper mig," sagde den portugisiske; "adspredelse er også noget godt! nu kommer snart nabohønsene og gør visit, der er to kinesiske høns, de går med mamelukker, har megen dannelse, og de er indført, det hæver dem i min agtelse!"
Og hønsene kom og hanen kom, han var i dag så høflig, at han var ikke grov.
"De er en virkelig sangfugl!" sagde han, "og De gør ud af Deres lille stemme alt, hvad der kan gøres af sådan en lille stemme. Men noget mere lokomotiv må man have, at det kan høres, at man er af hankønnet."
De to kinesiske stod henrykte ved synet af sangfuglen, han så så forpjusket ud af pjasket, han havde fået over sig, at de syntes, han lignede en kinesisk kylling. "Han er yndig!" og så indlod de sig med ham; de talte med hviskestemme og p-lyd på fornemt kinesisk.
"Vi hører nu til Deres art. Ænderne selv den portugisiske, hører til svømmefuglene, som De nok har bemærket. Os kender De endnu ikke, men hvor mange kender os, eller gør sig den ulejlighed, ingen, selv blandt hønsene, uagtet vi er født til at sidde på en højere pind, end de fleste andre. – Det er nu det samme, vi går vor stille gang mellem de andre, hvis grundsætninger ikke er vore, men vi ser kun på de gode sider, og taler kun om det gode, skønt det er vanskeligt at finde, hvor intet er. Med undtagelse af os to og hanen, er der ingen i hønsehuset, der er begavede, men honnette! dette kan man ikke sige om beboerne af andegården. Vi advarer Dem, lille sangfugl! tro ikke hende der med stumphalen, hun er lumsk! den spættede der, med det skæve spejl på vingerne, hun er disputergal og lader aldrig nogen få det sidste ord, og så har hun altid uret! – den fede and taler ilde om alle, og det er vor natur imod, kan man ikke tale godt, så skal man holde sin mund. Den portugisiske er den eneste, der har lidt dannelse og som man kan omgås med, men hun er lidenskabelig og taler for meget om Portugal!"
"Hvor de to kinesiske har meget at hviske!" sagde et par af ænderne, "mig keder de; jeg har aldrig talt med dem!"
Nu kom andrikken! han troede, at sangfuglen var en gråspurv. " Ja, jeg kan ikke gøre forskel!" sagde han, "og det er da også lige fedt! Han hører til spilleværkerne, og har man dem, så har man dem!"
"Bryd Dem aldrig om hvad han siger!" hviskede den portugisiske. "Han er agtværdig i forretninger, og forretninger går for alt. Men nu lægger jeg mig til hvile! det skylder man sig selv, at man kan være køn fed, til man skal balsameres med æbler og svesker!"
Og så lagde hun sig i solen, blinkede med det ene øje; hun lå så godt, hun var så god, og så sov hun så godt. Den lille sangfugl plukkede på sin knækkede vinge, lagde sig lige op til sin beskytterinde, solen skinnede varmt og dejligt, det var et godt sted at være.
Nabohønsene gik om at skrabe, de var i grunden kommet der alene for fødens skyld; de kinesiske gik først bort, og så de andre; den vittige ælling sagde om den portugisiske, at den gamle gik snart i "ællingedom," og så skrattede de andre ænder, "ællingedom! han er mageløs vittig!" og så gentog de den forrige vittighed: "portulak!" det var meget morsomt; og så lagde de sig.
De lå en stund, da blev lige med ét kastet noget snaskeri ind i andegården, det klaskede, så hele den sovende besætning fór op og slog med vingerne; den portugisiske vågnede også, væltede om og trykkede forfærdeligt den lille sangfugl.
"Pip!" sagde den, "De trådte så hårdt, madame!"
"Hvorfor ligger De i vejen!" sagde hun, "De må ikke være så ømskindet! jeg har også nerver, men jeg har aldrig sagt pip!"
"Vær ikke vred!" sagde den lille fugl, "det pip slap mig ud af næbbet!"
Den portugisiske hørte ikke på det, men fór i snaskeriet og holdt sit gode måltid, da det var endt og hun lagde sig, kom den lille sangfugl og ville være elskværdig:
"Tilleletit!
om hjertet dit,
vil jeg synge tit,
flyvende vidt, vidt, vidt!"
"Nu skal jeg hvile på maden!" sagde hun, "De må lære husskik herinde! Nu sover jeg!"
Den lille sangfugl blev ganske forbløffet, for han mente det så godt. Da madammen siden vågnede, stod han foran hende med et lille korn, han havde fundet; det lagde han foran hende; men hun havde ikke sovet godt, og så var hun naturligvis tvær.
"Det kan De give en kylling!" sagde hun; "stå ikke og hæng over mig!"
"Men De er vred på mig!" sagde han. "Hvad har jeg gjort?"
"Gjort!" sagde den portugisiske, "det udtryk er ikke af den fineste slags, vil jeg gøre Dem opmærksom på!"
"I går var her solskin," sagde den lille fugl, "i dag er her mørkt og gråt! jeg er så inderlig bedrøvet!"
"De kan det nok ikke med tidsregning!" sagde den portugisiske, "dagen er endnu ikke gået, stå ikke og vær så dumladende!"
"De ser på mig så vred, som de to slemme øjne så, da jeg faldt herned i gården!"
"Uforskammet!" sagde den portugisiske, "ligner De mig med katten, det rovdyr! ikke en ond blodsdråbe er der i mig; jeg har taget mig af Dem, og god omgang skal jeg lære Dem!"
Og så bed hun hovedet af sangfuglen, den lå død.
"Hvad er nu det!" sagde hun; "kunne han ikke tåle det! ja så var han såmænd ikke for denne verden! jeg har været som en moder mod ham, det ved jeg! for hjerte har jeg!"
Og naboens hane stak hovedet ind i gården og galede med lokomotivkraft.
"De tager livet af en med det gal!" sagde hun; "det er Deres skyld det hele; han tabte hovedet og jeg er nærved at tabe mit."
"Han fylder ikke meget hvor han ligger!" sagde hanen.
"Tal De med agtelse om ham!" sagde den portugisiske, "han havde tone, han havde sang og høj dannelse! kærlig og blød var han og det passer sig for dyrene, som for de såkaldte mennesker."
Og alle ænderne samlede sig om den lille døde sangfugl; ænderne har stærke passioner, enten har de det med misundelse eller med medlidenhed, og da her ikke var noget at misunde, så var de medlidende, det var da også de to kinesiske høns.
"Sådan en sangfugl får vi aldrig mere! han var næsten en kineser," og de græd så det klukkede efter, og alle hønsene klukkede, men ænderne gik og havde de rødeste øjne.
"Hjerte har vi!" sagde de, "det kan da ingen nægte os!"
"Hjerte!" sagde den portugisiske, "ja det har vi – næsten lige så meget som i Portugal!"
"Lad os nu tænke på at få noget i skrutten!" sagde andrikken, "det er det vigtigere! Går et af spilleværkerne i stykker, så har vi nok alligevel!"
Arrivò un'anatra dal Portogallo, alcuni dissero dalla Spagna, ma non ha importanza; venne chiamata la portoghese, depose le uova, venne ammazzata e servita in tavola: questo fu il suo destino. Tutte le anatre nate dalle sue uova vennero chiamate portoghesi, un nome ricco di significato. Ora della sua razza ne era rimasta una sola nel cortile delle anatre, un cortile dove anche le galline potevano entrare e dove il gallo si comportava con infinita superbia.
"Quel suo canto violento mi offende!" disse la portoghese. "Ma lui è grazioso, non si può negare, anche se non è un papero. Però dovrebbe contenersi, ma è un'arte contenersi, è prova di una cultura superiore, e quei piccoli uccellini canterini sul tiglio del giardino accanto ce l'hanno. Come cantano bene! C'è qualcosa di così commovente nei loro canti; qualcosa che io chiamo Portogallo. Se solo avessi un uccellino canterino potrei essere per lui una madre affettuosa e buona, ce l'ho nel sangue; nel mio sangue portoghese."
Proprio mentre lei parlava così giunse un piccolo uccello canterino, cadendo a capofitto dal tetto. Il gatto lo stava inseguendo, ma l'uccello gli sfuggì, però si ruppe un'ala e cadde nel cortile delle anatre.
"È tipico del gatto, quel mostro!" esclamò la portoghese. "Lo conosco da quando ho avuto i piccoli! Che una tale creatura abbia il permesso di vivere qui e di camminare sui tetti! Non credo che questo accada in Portogallo!"
E anche le altre anatre, pur non essendo portoghesi, si impietosirono.
"Poverino!" dissero e sopraggiunsero una dopo l'altra. "Noi non siamo canterine" dissero "ma dentro di noi c'è una specie di risonanza, o qualcosa di simile, lo sentiamo anche se non ne parliamo."
"Allora ne parlerò io" disse la portoghese. "Voglio fare qualcosa per lui, perché è nostro dovere." Così andò nell'abbeveratoio e si gettò in acqua e quasi faceva affogare quel povero uccellino canterino con l'ondata che gli rovesciò addosso, ma l'intenzione era buona. "E una buona azione" esclamò. "Anche gli altri possono vederlo e prendere esempio da me!"
"Pip! Pip!" disse l'uccellino; aveva un'ala rotta, e si scrollava a fatica l'acqua di dosso, ma capì le buone intenzioni. "Lei è di buon cuore, Madame!" disse, ma non pretese altro.
"Non ho mai pensato alla mia bontà di cuore" rispose la portoghese. "Ma so di amare tutte le creature eccetto il gatto, e questo nessuno può pretenderlo da me. Ha divorato due dei miei piccoli, ma ora tu fa' pure come se fossi a casa tua! Io stessa vengo da un altro paese, come puoi vedere dal mio portamento e dalle mie piume; il mio papero è nato qui invece, non ha il mio sangue, ma io non mi insuperbisco. Se tu puoi venire capito da qualcuno, oso dire che quel qualcuno posso essere io."
"Quella ha la portulaca nel gozzo!" disse un anatroccolo comune che era molto spiritoso, e gli altri pensarono che fosse straordinario dire "portulaca," suonava come "Portogallo," così si spinsero tra di loro dicendo: rab! Era straordinariamente spiritoso quell'anatroccolo, così attaccarono discorso con l'uccellino canterino.
"La portoghese ha proprio il dono dell'eloquenza!" dissero. "Noi invece non abbiamo molte parole nel nostro becco, ma comunque le diamo tutta la nostra simpatia; se non facciamo nulla per lei, lo facciamo in silenzio, e questa è la cosa più bella."
"Lei ha una voce deliziosa!" disse una delle più vecchie. "Deve essere una bellissima cosa poter far felici tante persone come fa lei; io in realtà non me ne intendo! per questo non parlo: meglio tacere piuttosto che dire qualcosa di stupido, come tanti fanno con lei."
"Non tormentatelo!" disse la portoghese "ha bisogno di riposarsi. Piccolo uccello canterino, non devo ribagnarti un po'?"
"No, mi lasci stare asciutto!" implorò lui.
"La cura dell'acqua è l'unica che mi giovi" disse la portoghese. "Anche le distrazioni aiutano. Tra poco giungeranno le galline vicine, ci sono due galline cinesi che hanno increspature intorno alle caviglie, sono molto istruite, e sono importate, il che aumenta il mio rispetto per loro."
Arrivarono le galline e con loro il gallo, che quel giorno fu molto educato e non disse impertinenze.
"Lei è un vero uccello canterino" disse "e dalla sua vocina riesce a trarre tutto quello che si può trarre da una vocina simile. Ma bisogna avere un motore da locomotiva per far vedere che si è maschi."
Le due cinesi erano rimaste incantate alla vista di quell'uccello canterino; lui era ancora così arruffato dopo quel bagno da somigliare a un pulcino cinese. "È grazioso!" dissero, e gli si avvicinarono: parlavano sussurrando, con la P sonora, in cinese colto.
"Noi apparteniamo alla sua stessa razza. Le anatre, persino la portoghese, sono uccelli acquatici, e lei l'ha senz'altro notato. Lei non ci conosce ancora, ma quanti ci conoscono o si prendono questo disturbo? Nessuno, nemmeno tra le galline, sebbene siamo nate per stare su una pertica più alta che non la maggior parte delle altre. Ma è lo stesso, noi proseguiamo per la nostra strada in mezzo agli altri che hanno premesse diverse dalle nostre; ma noi guardiamo solo i lati buoni e parliamo solo delle cose piacevoli, sebbene sia diffìcile trovarne dove non esistono. Ma a parte noi due e il gallo, non c'è nessuno nel pollaio che sia intelligente; però sono onesti! Questo non si può invece dire degli abitanti del cortile delle anatre. La mettiamo in guardia, piccolo uccello canterino: non creda a quella con la coda tagliata, è ipocrita! Quella con la macchia con quel ferro di cavallo storto sull'ala, è una attaccabrighe e non lascia mai a nessuno l'ultima parola, anche se ha sempre torto! Quell'anatra grassa parla male di tutti, e questo è contrario alla nostra natura, perché se non si può parlare bene allora bisogna tacere. La portoghese è l'unica che ha un po' di cultura e la si può frequentare, ma è così passionale e parla troppo del Portogallo."
"Quante cose hanno da sussurrare le due cinesi!" disse qualche anatra. "Mi annoiano, io non ho mai parlato con loro."
Poi giunse il papero. Lui credeva che l'uccello canterino fosse un passero. "Be', non capisco la differenza!" commentò "e non mi interessa affatto. Lui fa parte degli strumenti musicali e quando si hanno, si hanno."
"Non prestare attenzione a quello che dice" sussurrò la portoghese. "È molto stimato negli affari e gli affari sono la cosa più importante. Ma ora mi metto a riposare, ne ho bisogno, per essere bella grassa quando dovrò essere farcita con le mele e le prugne."
Così si sdraiò al sole, socchiudendo un occhio, stava benissimo, era bella e dormì a meraviglia. L'uccellino si beccò l'ala rotta e si sdraiò proprio vicino alla sua protettrice. Il sole splendeva caldo e piacevole, era un bel posto dove stare.
Le galline vicine andarono a razzolare, in fondo erano venute solo per quello. Le cinesi se ne andarono per prime, poi le altre. L'anatroccolo spiritoso disse della portoghese che quella vecchia presto sarebbe caduta nella "anatroccolezza," la vecchiezza delle anatre, e le altre anatre sghignazzarono: "Anatroccolezza"? Era proprio spiritoso! E così ripeterono lo scherzo precedente: Portulaca, che pure era molto divertente; alla fine si coricarono.
Rimasero così per un po', poi arrivò improvvisamente una grandinata di ghiottonerie nel cortile, e così tutti quelli che dormivano si alzarono sbattendo le ali. Anche la portoghese si svegliò, si voltò su un fianco schiacciando terribilmente il piccolo uccello canterino.
"Pip!" disse quello "lei è molto pesante, Madame!"
"Perché stai qui tra i piedi?" rispose lei. "Non devi fare tanto il delicato; anch'io ho spesso i nervi, ma non faccio mai pip."
"Non si arrabbi!" disse l'uccellino. "Quel pip mi è uscito dal becco!"
La portoghese non ascoltò ma subito si lanciò sul becchime e mangiò molto bene; quando poi terminò si distese di nuovo, allora sopraggiunse l'uccello canterino che voleva essere affettuoso.
Titteletitteletit! Del tuo buon cuore canterò spesso, volando lontano, lontano.
"Ora devo riposare, dopo mangiato" disse l'anatra "devi imparare le buone maniere qui. Ora dormo."
L'uccellino canterino rimase sorpreso perché aveva ottime intenzioni. Quando poi Madame si svegliò, lui era lì con un chicco di grano che aveva trovato; glielo mise davanti ma lei non aveva dormito bene e era irritabile. "Quello lo puoi dare a un pulcino" esclamò "e non starmi sempre addosso!"
"È arrabbiata con me?" chiese lui. "Cosa le ho fatto?"
"Fatto!" disse la portoghese. "Questa espressione non è delle più fini, te lo faccio notare."
"Ieri c'era il sole" commentò l'uccellino "oggi invece è buio e grigio. Sono così triste!"
"Tu non sai calcolare il tempo" gli rispose la portoghese. "Il giorno non è ancora finito, non continuare a dire stupidaggini!"
"Lei mi guarda con rabbia, come mi guardavano quei due occhi cattivi quando caddi nel cortile."
"Svergognato!" esclamò la portoghese. "Mi paragoni al gatto? a quel mostro? Non c'è una sola goccia di sangue cattivo in me: io mi sono presa cura di te e ti insegnerò le buone maniere."
E così beccò l'uccello canterino sulla testa; e lui cadde morto.
"Che succede?" gridò la portoghese. "Non l'ha sopportato? Allora non era fatto per questo mondo.
10 sono stata come una madre per lui, lo so perché ho cuore."
11 gallo vicino affacciò la testa nel cortile e cantò con la forza di una locomotiva.
"Lei ammazza la gente con quel canto!" gridò la portoghese "è tutta colpa sua; lui ha perso la testa e io sto per perdere la mia."
"Non occupa molto spazio lì dove giace" rispose il gallo.
"Parli con rispetto di lui!" disse la portoghese. "Aveva una bella voce, aveva tono e una educazione superiore. Era caro e affettuoso, come dovrebbero essere sia gli animali che i cosiddetti uomini."
Tutte le anatre si radunarono intorno al piccolo uccellino morto; le anatre hanno passioni forti, o d'invidia o di compassione, e dato che qui non c'era niente da invidiare, erano tutte molto compassionevoli, e lo erano anche le due galline cinesi.
"Non avremo mai più un uccellino canterino simile! Era quasi un cinese!" e piansero fino a chiocciare, e tutte le altre galline chiocciarono, mentre le anatre se ne andarono con gli occhi molto rossi.
"Noi abbiamo cuore" commentarono "nessuno lo può negare."
"Cuore?" disse la portoghese "certo abbiamo cuore, quasi tanto quanto in Portogallo."
"Adesso però pensiamo a mettere qualcosa nel gozzo" disse il papero "è la cosa più importante! Se uno strumento musicale si rompe, ne abbiamo comunque degli altri."