Et billede fra kastelsvolden


A picture from the ramparts


Det er efterår, vi står på kastelsvolden og ser ud over havet på de mange skibe og på den svenske kyst, der løfter sig højt i aftnens solskin; bag ved os går volden brat nedad; der står prægtige træer, det gule løv falder fra grenene; dernede ligger skumle huse med træpalisader, og indenfor, hvor skildvagten går, er så snævert og skummelt, men endnu mørkere er der bag det gitrede hul; dér sidder fangne slaver, de værste forbrydere.
It is autumn. We stand on the ramparts, and look out over the sea. We look at the numerous ships, and at the Swedish coast on the opposite side of the sound, rising far above the surface of the waters which mirror the glow of the evening sky. Behind us the wood is sharply defined; mighty trees surround us, and the yellow leaves flutter down from the branches. Below, at the foot of the wall, stands a gloomy looking building enclosed in palisades. The space between is dark and narrow, but still more dismal must it be behind the iron gratings in the wall which cover the narrow loopholes or windows, for in these dungeons the most depraved of the criminals are confined.

En stråle fra den nedgående sol falder ind i det nøgne kammer. Solen skinner på onde og på gode! Den mørke barske fange ser med et hæsligt blik på den kolde solstråle. En lille fugl flyver mod gitteret. Fuglen synger for onde og for gode! den synger et kort "kvivit," men bliver siddende, slår med vingen, piller en fjer af den, lader de andre fjer bruse om halsen – og den onde mand i lænker ser derpå; et mildere udtryk går over det hæslige ansigt; en tanke, som han ikke selv gør sig tydelig, skinner frem i hans bryst, den er beslægtet med solstrålen gennem gitteret, beslægtet med duften af violerne, som om foråret vokser så rigt udenfor. Nu lyder jægernes musik, så liflig og stærk. Fuglen flyver fra fangens gitter, solstrålen forsvinder og der er mørkt inde i kamret, mørkt i den onde mands hjerte, men solen har dog skinnet derind, fuglen sunget derind.
A ray of the setting sun shoots into the bare cells of one of the captives, for God's sun shines upon the evil and the good. The hardened criminal casts an impatient look at the bright ray. Then a little bird flies towards the grating, for birds twitter to the just as well as to the unjust. He only cries, "Tweet, tweet," and then perches himself near the grating, flutters his wings, pecks a feather from one of them, puffs himself out, and sets his feathers on end round his breast and throat. The bad, chained man looks at him, and a more gentle expression comes into his hard face. In his breast there rises a thought which he himself cannot rightly analyze, but the thought has some connection with the sunbeam, with the bird, and with the scent of violets, which grow luxuriantly in spring at the foot of the wall. Then there comes the sound of the hunter's horn, merry and full. The little bird starts, and flies away, the sunbeam gradually vanishes, and again there is darkness in the room and in the heart of that bad man. Still the sun has shone into that heart, and the twittering of the bird has touched it.

Bliv ved, I smukke jægerhornetstoner! Aftnen er mild, havet spejlglat og stille.
Sound on, ye glorious strains of the hunter's horn; continue your stirring tones, for the evening is mild, and the surface of the sea, heaving slowly and calmly, is smooth as a mirror.