Das Liebespaar (Kreisel und Ball)


Kærestefolkene (Toppen og bolden)


Ein Kreisel und ein Ball lagen im Kasten beisammen unter anderem Spielzeug, und da sagte der Kreisel zum Ball: "Wollen wir nicht Brautleute sein, da wir doch in dem Kasten zusammenliegen?" Aber der Ball, der von Saffian genäht war und der sich ebensoviel einbildete wie ein feines Fräulein, wollte auf dergleichen nicht antworten.
Am nächsten Tage kam der kleine Knabe, dem das Spielzeug gehörte; er bemalte den Kreisel rot und gelb und schlug einen Messingnagel mitten hinein; dies sah gerade recht prächtig aus, wenn der Kreisel sich herumdrehte.
"Sehen Sie mich an!" sagte er zum Ball. "Was sagen Sie nun? Wollen wir nun nicht Brautleute sein, wir passen gut zueinander. Sie springen, und ich tanze! Glücklicher als wir beide würde niemand werden!"
"So glauben Sie das?" sagte der Ball. "Sie wissen wohl nicht, daß mein Vater und meine Mutter Saffianpantoffeln gewesen sind und daß ich einen Kork im Leibe habe?"
"Ja, aber ich bin von Mahagoniholz," sagte der Kreisel, "und der Stadtrichter hat mich selbst gedrechselt, er hat seine eigene Drechselbank, und es hat ihm viel Vergnügen gemacht."
"Kann ich mich darauf verlassen?" fragte der Ball.
"Möge ich niemals die Peitsche bekommen, wenn ich lüge!" erwiderte der Kreisel.
"Sie wissen gut für sich zu sprechen," sagte der Ball; "aber ich kann doch nicht, ich bin mit einer Schwalbe so gut wie versprochen! Jedesmal, wenn ich in die Luft fliege, steckt sie den Kopf zum Nest heraus und fragt: 'Wollen Sie?' und nun habe ich innerlich 'ja' gesagt, und das ist so gut wie eine halbe Verlobung. Aber ich verspreche Ihnen, Sie nie zu vergessen!"
"Ja, das wird viel helfen!" sagte der Kreisel, und so sprachen sie nicht mehr miteinander.
Am nächsten Tage wurde der Ball von dem Knaben vorgenommen. Der Kreisel sah, wie er hoch in die Luft flog gleich einem Vogel, zuletzt konnte man ihn gar nicht mehr erblicken; jedesmal kam er wieder zurück, machte aber immer einen hohen Sprung, wenn er die Frde berührte, und das geschah immer aus Sehnsucht oder weil er einen Kork im Leibe hatte. Das neunte Mal aber blieb der Ball fort und kam nicht wieder, der Knabe suchte und suchte, aber weg war er.
"Ich weiß wohl, wo er ist," seufzte der Kreisel; "er ist im Schwalbenneste und hat sich mit der Schwalbe verheiratet!"
Je mehr der Kreisel daran dachte, um so mehr wurde er für den Ball eingenommen. Gerade weil er ihn nicht bekommen konnte, darum nahm die Liebe zu, daß er einen andern genommen hatte, das war das Eigentümliche dabei. Und der Kreisel tanzte herum und schnurrte, dachte aber immer an den Ball, der in seinen Gedanken immer schöner und schöner wurde. So verstrich manches Jahr – und da war es eine alte Liebe.
Der Kreisel war nicht mehr jung! – Aber da wurde er eines Tages ganz und gar vergoldet, nie hatte er so schön ausgesehen; er war nun ein Goldkreisel und sprang, daß es schnurrte. Ja, das war doch noch etwas, aber auf einmal sprang er zu hoch, und – weg war er!
Man suchte und suchte, selbst unten im Keller, doch er war nicht zu finden. – Wo war er?
Er war in eine Tonne gesprungen, wo allerlei Gerümpel, Kohlstrünke, Kehricht und Schutt lagen, was alles im Laufe der Zeit von der Dachrinne heruntergefallen war.
"Nun liege ich freilich gut! Hier wird die Vergoldung bald von mir verschwinden; ach, unter welchen Unrat bin ich hier geraten!" Dann schielte er nach einem langen Kohlstrunk und nach einem sonderbaren runden Dinge, das wie ein alter Apfel aussah; – aber es war kein Apfel, es war ein alter Ball, der viele Jahre in der Dachrinne gelegen und den das Wasser durchdrungen hatte.
"Gott sei Dank, da kommt doch einer unseresgleichen, mit dem man sprechen kann!" sagte der Ball und betrachtete den vergoldeten Kreisel. "Ich bin eigentlich von Saffian, von Jungfrauenhänden genäht, und habe einen Kork im Leibe, aber das wird mir wohl niemand ansehen! Ich war nahe daran, mich mit einer Schwalbe zu verheiraten, aber da fiel ich in die Dachrinne, dort habe ich wohl fünf Jahre gelegen und bin ausgequollen! Glauben Sie mir, das ist eine lange Zeit für ein junges Mädchen!"
Aber der Kreisel sagte nichts, er dachte an sein altes Liebchen, und je mehr er hörte, desto klarer wurde es ihm, daß sie es war.
Da kam das Dienstmädchen und wollte den Kasten umwenden. "Heißa, da ist der Goldkreisel!" sagte sie.
Der Kreisel kam wieder zu großen Ansehen und Ehren, aber vom Ball hörte man nichts, und der Kreisel sprach nie mehr von seiner alten Liebe – die vergeht, wenn die Geliebte fünf Jahre lang in einer Wasserrinne gelegen hat und ausgequollen ist, ja, man erkennt sie nie wieder, wenn man ihr in einer Kehrichttonne begegnet.
Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: "Skal vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen"; men bolden, der var syet af safian, og bildte sig lige så meget ind, som en fin frøken, ville ikke svare på sådant noget.
Næste dag kom den lille dreng, der ejede legetøjet, han malede toppen over med rødt og gult, og slog et messingsøm midt i den; det så just prægtigt ud, når toppen svingede rundt.
"Se på mig!" sagde den til bolden. "Hvad siger De nu? skulle vi så ikke være kærestefolk, vi passer så godt sammen, De springer og jeg danser! lykkeligere end vi to kunne ingen blive!"
"Så, tror De det!" sagde bolden, "De ved nok ikke, at min fader og moder har været safianstøfler, og at jeg har en prop i livet!"
"Ja, men jeg er af mahognitræ!" sagde toppen, "og byfogeden har selv drejet mig, han har sin egen drejebænk, og det var ham en stor fornøjelse!"
"Ja, kan jeg stole på det!" sagde bolden.
"Gid jeg aldrig få pisk om jeg lyver!" svarede toppen.
"De taler meget godt for Dem!" sagde bolden, "men jeg kan dog ikke, jeg er så godt som halv forlovet med en svale! hver gang jeg går til vejrs, stikker den hovedet ud af reden og siger: "Vil De?" og nu har jeg indvortes sagt ja, og det er så godt som en halv forlovelse! men jeg lover Dem, jeg skal aldrig glemme Dem!"
"Ja, det skal stort hjælpe!" sagde toppen, og så talte de ikke til hinanden.
Næste dag blev bolden taget frem; toppen så, hvor den fór højt op i luften, ligesom en fugl, man kunne til sidst slet ikke øjne den; hver gang kom den tilbage igen, men gjorde altid et højt spring, når den rørte jorden; og det kom enten af længsel, eller fordi den havde en prop i livet. Den niende gang blev bolden borte og kom ikke mere igen; og drengen søgte og søgte, men borte var den.
"Jeg ved nok, hvor den er!" sukkede toppen, "den er i svalereden og er gift med svalen!"
Jo mere toppen tænkte derpå, des mere indtaget blev han i bolden; just fordi han ikke kunne få hende, derfor tog kærligheden til; at hun havde taget en anden, det var det aparte ved det; og toppen dansede rundt og snurrede, men altid tænkte den på bolden, der i tankerne blev kønnere og kønnere. Således gik mange år - og så var det en gammel kærlighed.
Og toppen var ikke ung mere -! men så blev den en dag hel og holden forgyldt; aldrig havde den set så dejlig ud; den var nu en guldtop og sprang, så det snurrede efter. Jo, det var noget! men med ét sprang den for højt og, – borte var den!
Man søgte og søgte, selv nede i kælderen, den var dog ikke at finde.
- Hvor var den?
Den var sprunget i skarnfjerdingen, hvor der lå alle slags, kålstokke, fejeskarn og grus, der var faldet ned fra tagrenden.
"Nu ligger jeg rigtignok godt! her kan snart forgyldningen gå af mig! og hvad det er for nogle prakkere jeg er kommet imellem!" og så skævede den til en lang kålstok, der var pillet alt for nær, og til en underlig rund ting, der så ud som et gammelt æble; – men det var intet æble, det var en gammel bold, der i mange år havde ligget oppe i tagrenden, og som vandet havde sivet igennem.
"Gud ske lov, der dog kommer en af ens lige, som man kan tale med!" sagde bolden og betragtede den forgyldte top. "Jeg er egentlig af safian, syet af jomfruhænder, og har en prop i livet, men det skulle ingen se på mig! jeg var lige ved at holde bryllup med en svale, men så faldt jeg i tagrenden, og der har jeg ligget i fem år og sivet! Det er en lang tid, kan de tro, for en jomfru!"
Men toppen sagde ikke noget, han tænkte på sin gamle kæreste, og jo mere han hørte, desto klarere blev det ham, at det var hende.
Da kom tjenestepigen og ville vende fjerdingen: "Hejsa, der er guldtoppen!" sagde hun.
Og toppen kom igen i stuen til stor agt og ære, men bolden hørte man intet om, og toppen snakkede aldrig mere om sin gamle kærlighed; den går over, når kæresten har ligget fem år i en vandrende og sivet, ja man kender hende aldrig igen, når man møder hende i skarnfjerdingen.