Der Engel


Englen


Jedesmal, wenn ein gutes Kind stirbt, kommt ein Engel Gottes zur Erde hernieder, nimmt das tote Kind auf seine Arme, breitet die großen, weißen Flügel aus und pflückt eine ganze Handvoll Blumen, die er zu Gott hinaufbringt, damit sie dort noch schöner als auf der Erde blühen. Gott drückt sie dort an sein Herz, aber der Blume, die ihm die liebste ist, gibt er einen Kuß, und dann bekommt sie Stimme und kann in der großen Glückseligkeit mitsingen.
"Hver gang et godt barn dør, kommer der en Guds engel ned til Jorden, tager det døde barn på sine arme, breder de store hvide vinger ud, flyver hen over alle de steder, barnet har holdt af, og plukker en hel håndfuld blomster, som de bringer op til Gud for der at blomstre endnu smukkere end på Jorden. Den gode Gud trykker alle blomsterne til sit hjerte, men den blomst, som er ham kærest, giver han et kys, og da får den stemme og kan synge med i den store lyksalighed!"

Sieh, alles dieses erzählte ein Engel Gottes, während er ein totes Kind zum Himmel forttrug, und das Kind hörte wie im Traume; sie flogen über die Stätten in der Heimat, wo das Kleine gespielt hatte, und kamen durch Gärten mit herrlichen Blumen.
Se, alt dette fortalte en Guds engel, idet den bar et dødt barn bort til Himmelen, og barnet hørte ligesom i drømme; og de fór hen over de steder i hjemmet, hvor den lille havde leget, og de kom gennem haver med dejlige blomster.

"Welche wollen wir nun mitnehmen und in den Himmel pflanzen?" fragte der Engel.
"Hvilke skal vi nu tage med og plante i Himmelen?" spurgte englen.

Da stand ein schlanker, herrlicher Rosenstock, aber eine böse Hand hatte den Stamm abgebrochen, so daß alle Zweige, voll von großen, halb aufgebrochenen Knospen, vertrocknet rundherum hingen.
Og der stod et slankt, velsignet rosentræ, men en ond hånd havde knækket stammen, så at alle grenene, fulde af store, halvudsprungne knopper, hang visne ned rundt om.

"Der arme Rosenstock!" sagte das Kind. "Nimm ihn, damit er oben bei Gott zum Blühen kommen kann!"
"Det stakkels træ!" sagde barnet, "tag det, at det kan komme til at blomstre deroppe hos Gud!"

Und der Engel nahm ihn, küßte das Kind dafür, und das Kleine öffnete seine Augen zur Hälfte. Sie pflückten von den reichen Prachtblumen, nahmen aber auch die verachtete Butterblume und das wilde Stiefmütterchen.
Og englen tog det, men kyssede barnet derfor, og den lille åbnede halvt sine øjne. De plukkede af de rige pragtblomster, men tog også den foragtede morgenfrue og den vilde stedmoderblomst.

"Nun haben wir Blumen!" sagte das Kind, und der Engel nickte, aber er flog noch nicht zu Gott empor. Es war Nacht und ganz still; sie blieben in der großen Stadt und schwebten in einer der schmalen Gassen umher, wo Haufen Stroh und Asche lagen; es war Umzug gewesen. Da lagen Scherben von Tellern, Gipsstücke, Lumpen und alte Hutköpfe, was alles nicht gut aussah.
"Nu har vi blomster!" sagde barnet, og englen nikkede, men de fløj endnu ikke op mod Gud. Det var nat, det var ganske stille, de blev i den store by, de svævede om i en af de snævreste gader, hvor der lå hele bunker halm, aske og skrimmelskrammel, det havde været flyttedag! der lå stykker af tallerkner, gipsstumper, klude og gamle hattepulde, alt hvad der ikke så godt ud.

Der Engel zeigte in allen diesen Wirrwarr hinunter auf einige Scherben eines Blumentopfes und auf einen Klumpen Erde, der da herausgefallen war. Von den Wurzeln einer großen vertrockneten Feldblume, die nichts taugte und die man deshalb auf die Gasse geworfen hatte, wurde er zusammengehalten.
Og englen pegede i al den forstyrrelse ned på nogle skår af en urtepotte, og på en klump jord, der var faldet ud af denne og holdtes sammen ved rødderne af en stor, vissen markblomst, der slet ikke duede og derfor var kastet ud på gaden.

"Diese nehmen wir mit!" sagte der Engel. "Ich werde dir erzählen, während wir fliegen!"
"Den tager vi med!" sagde englen, "jeg skal fortælle dig, medens vi flyver!"

Sie flogen, und der Engel erzählte:
Og så fløj de, og englen fortalte:

"Dort unten in der schmalen Gasse, in dem niedrigen Keller, wohnte ein armer, kranker Knabe. Von seiner Geburt an war er immer bettlägerig gewesen; wenn es ihm am besten ging, konnte er auf Krücken die kleine Stube ein paarmal auf und nieder gehen, das war alles. An einigen Tagen im Sommer fielen die Sonnenstrahlen während einer halben Stunde bis in den Keller hinab, und wenn der Knabe dasaß und sich von der warmen Sonne bescheinen ließ und das rote Blut durch seine feinen Finger sah, die er vor das Gesicht hielt, dann hieß es: 'Heute ist er aus gewesen!' Er kannte den Wald in seinem herrlichen Frühjahrsgrün nur dadurch, daß ihm des Nachbars Sohn den ersten Buchenzweig brachte, den hielt er über seinem Haupte und träumte dann unter Buchen zu sein, wo die Sonne scheint und die Vögel singen. An einem Frühlingstage brachte ihm des Nachbars Knabe auch Feldblumen, und unter diesen war zufällig eine Wurzel, deshalb wurde sie in einen Blumentopf gepflanzt und am Bette neben das Fenster gestellt. Die Blume war mit einer glücklichen Hand gepflanzt, sie wuchs, trieb neue Zweige und trug jedes Jahr ihre Blumen; sie wurde des kranken Knaben herrlichster Blumengarten, sein kleiner Schatz hier auf Erden; er begoß und pflegte sie und sorgte dafür, daß sie jeden Sonnenstrahl, bis zum letzten, der durch das niedrige Fenster hinunterglitt, erhielt; die Blume selbst verwuchs mit seinen Tränen, denn für ihn blühte sie, verbreitete sie ihren Duft und erfreute das Auge; gegen sie wendete er sich im Tode, da der Herr ihn rief. Ein Jahr ist er nun bei Gott gewesen, ein Jahr hat die Blume vergessen im Fenster gestanden und ist verdorrt und wurde deshalb beim Umziehen hinaus auf die Straße geworfen. Und dies ist die Blume, die vertrocknete Blume, die wir mit in unsern Blumenstrauß genommen haben, denn diese Blume hat mehr erfreut als die reichste Blume im Garten einer Königin!"
"Dernede i den snævre gade, i den lave kælder, boede en fattig, syg dreng; fra ganske lille af havde han altid været sengeliggende; når han var allermest rask, kunne han på krykker gå den lille stue et par gange op og ned, det var det hele. Nogle dage om sommeren faldt solstrålerne en halv times tid ind i kælderforstuen, og når da den lille dreng sad der og lod den varme sol skinne på sig, og så det røde blod gennem sine fine fingre, som han holdt op for ansigtet, så hed det: "Ja i dag har han været ude!" - Han kendte skoven i dens dejlige forårsgrønne kun derved, at naboens søn bragte ham den første bøgegren, og den holdt han over sit hoved, og drømte sig da at være under bøgene, hvor solen skinnede, og fuglene sang. En forårsdag bragte naboens dreng ham også markblomster, og mellem disse var, tilfældigvis, en med rod ved, og derfor blev den plantet i en urtepotte og stillet hen i vinduet tæt ved sengen. Og blomsten var plantet med en lykkelig hånd, den voksede, skød nye skud og bar hvert år sine blomster; den blev den syge drengs dejligste urtegård, hans lille skat på denne jord; han vandede og passede den, og sørgede for, at den fik hver solstråle, lige til den sidste, der gled ned over det lave vindue; og blomsten selv voksede ind i hans drømme, thi for ham blomstrede den, udspredte sin duft og glædede øjet; mod den vendte han sig i døden, da Vorherre kaldte ham. – Et år har han nu været hos Gud, et år har blomsten stået forglemt i vinduet og er visnet, og derfor ved flytningen kastet ud i fejeskarnet på gaden. Og det er den blomst, den fattige, visne blomst vi har taget med i buketten, thi den blomst har glædet mere, end den rigeste blomst i en dronnings have!"

"Aber woher weißt du das alles?" fragte das Kind, das der Engel gen Himmel trug.
"Men hvorfra ved du alt dette!" spurgte barnet, som englen bar op mod Himmelen.

"Ich weiß es," sagte der Engel, "denn ich war selbst der kleine, kranke Knabe, der auf Krücken ging; meine Blume kenne ich wohl!"
"Jeg ved det!" sagde englen. "Jeg var jo selv den syge, lille dreng, der gik på krykker! min blomst kender jeg nok!"

Das Kind öffnete seine Augen ganz und sah in des Engels herrliches, frohes Antlitz hinein, und im selben Augenblick befanden sie sich in Gottes Himmel, wo Freude und Glückseligkeit waren. Gott drückte das tote Kind an sein Herz, und da bekam es Schwingen wie der andere Engel und flog Hand in Hand mit ihm. Gott drückte alle Blumen an sein Herz, aber die arme verdorrte Feldblume küßte er, und sie erhielt Stimme und sang mit allen Engeln, welche Gott umschwebten, einige ganz nahe, andere um diese herum in großen Kreisen und immer weiter fort in das Unendliche, aber alle gleich glücklich. Und alle sangen sie, klein und groß, samt dem guten, gesegneten Kinde und der armen Feldblume, die verdorrt dagelegen hatte, hingeworfen in den Kehricht des Umziehtages, in der schmalen, dunklen Gasse.
Og barnet åbnede ganske sine øjne og så ind i englens dejlige, glade ansigt, og i samme øjeblik var de i Guds himmel, hvor der var glæde og lyksalighed. Og Gud trykkede det døde barn til sit hjerte, og da fik det vinger, som den anden engel og fløj hånd i hånd med ham; og Gud trykkede alle blomsterne til sit hjerte, men den fattige, visne markblomst kyssede han og den fik stemme og sang med alle englene, der svævede om Gud, nogle ganske nær, andre uden om disse, i store kredse, altid længere bort, i det uendelige, men alle lige lykkelige. Og alle sang de, små og store, det gode, velsignede barn, og den fattige markblomst, der havde ligget vissen, henkastet i fejeskarnet, mellem flyttedagsskramleriet, i den snævre, mørke gade.